Er De til blod, mord, lemlæstelser, pinefulde henrettelser, støn, rallen og andet af den slags guf serveret uden nogen form for sovs i retning af et interessant sprog, for slet ikke at tale om litterær ambition, kan De roligt gribe fat i 'Cæsar. Roms porte'. Hvis De derimod ikke er til blod og måske gerne vil have noget andet - nogle vil måske kalde det mere - så er det ikke denne roman, De skal ønske Dem til Deres fødselsdag. Er De for, kan De derimod glæde Dem til, at der vil udkomme yderligere tre bind, som åbenbart skal følge Cæsars liv og gerninger frem til Brutus' dolkestik 15. marts år 44. Moderens manglende omsorg Romanen indledes med en beskrivelse af Cæsars, eller som han hedder i bogens første del Cajus', senere Julius', opvækst og ungdom. Som dreng skar Cajus/Julius ikke skibe, men blev oplært i krigsførelse på den mest brutale måde, og han måtte ifølge romanen undvære en mors omsorg, idet hun åbenbart led af depressioner. Det kan godt være, det er korrekt, men ifølge mine leksika »nød han en fortrinlig Undervisning og uddannede sig særlig som Taler hos berømte Retorer«, mens andre fortæller om det tætte forhold til moderen. Det hører vi ikke noget om her, hvor det er den brutale krigeruddannelse, som har erobret pladsen. Endimensionalt At der er fejl eller fortolkninger i de historiske kendsgerninger i en historisk roman, gør naturligvis ikke det ringeste, hvis det, der berettes om personerne, er interessant og fængende, men det er der desværre ikke tale om her. Personerne fremstår som endimensionale figurer, hvorom der 'berettes', men hvis indre liv ikke får noget udtryk, som gør indtryk. Det hele er fladt som en indtørret pandekage, og syltetøjet udgøres af klumper af klistret blod. Bogens bagklap fortæller, at der er læsere, som synes, at 'Cæsar' er overordentlig spændende, og det fortælles, at den er solgt i kæmpeoplag world wide. Men de begejstrede må i givet fald have en ganske anden spændingsopfattelse end anmelderen, som ikke tør andet end hviske, at en sådan muligvis kan være maskulin.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























