I lang tid ved vi ikke, om det er sygelig eller velbegrundet jalousi, der får fortælleren i norske Niels Fredrik Dahls lille fine og tætte roman 'Sidste sommer' til næsten at gå op i limningen. Vi møder ham foråret efter den omtalte sidste sommer, da han for at rydde op er med sin og konen Siris golden retriever i deres kliché-skønne sommerhus ved en svensk sø. Klichéen er vel at mærke en bevidst pointe, for idyllen revner for parret (i hvert fald midlertidigt, intet er entydigt her). »Blablabla« Siri er hans sent mødte, store kærlighed og kone nummer to, over 40 med en teenagedatter og troværdigt beskrevet som objekt for hans lidenskabelige kærlighed. (Her ser vi nådigt bort fra hendes i ligestillingens navn nødvendige, men i romanen ubrugte og påklistrede profession som ungdomsskolerektor.) Han er tv-journalist og ved at redigere en overflødig serie, han selv har foreslået, om berømte tryllekunstnere. (»Blablabla sagde jeg på redaktionsmødet og blablabla sagde cheferne, og derfor måtte jeg afbryde ferien, krydse grænsen og tage ind til byen for at afslutte det første program«). Truende fornemmelse Fortælleren, der erkender sin totale afhængighed af den elskede kvinde, ser tilbage på sidste sommer, hvor han begyndte at få mistanke om en hemmelig elsker, der så muligvis er årsag til Siris overrumplende graviditet. Læseren svinger frem og tilbage mellem at se en projektion af hans angst for at miste hende og en reel mulighed. Samtidig får vi en snigende fornemmelse af noget truende, der nærmer sig, for eksempel i form af fodaftryk i blomsterbedet og Siris vandaliserede cykel foran det afsidesliggende hus. (Er det fortællerens eget værk?). Det er godt lavet. Men det ville ikke være så meget værd uden de mange fine detaljer og nuancer i beskrivelserne af omgivelserne, sindsstemningerne, skænderierne, tabs-angsten og jalousien, kvindens skønhed og særheder, hans omhyggeligt anlagte hvide blomsterbed foran huset og kærligheden til hunden Ragg, som med jævne mellemrum får at vide af sin ejer, hvordan hunde gør på fremmede sprog. Med maskuline øjne Indimellem undrer jeg mig over dette mandlige syn på ting, 'vi' er vant til at se med kvinders øjne - og det er just det fine ved at læse en mandlig forfatters version af et intimt parliv, inklusive viljen til at gøre alt for den elskede, ønsket om at blive set og bekræftet og angsten for at blive fortæret. (Samt det for mænd særligt nære forhold til eget kønsorgan og optagethed af sex). Guderne skal vide, at vi har læst mange kvindelige versioner - og har vores egen. Denne mandlige forfatter (født 1957) tror jeg på, om ikke andet fordi hans skildring af det, jeg kan genkende, er så præcis. Der er to lyde, fortælleren elsker: »Det er når Ragg drikker vand fra sin skål, og Siris stemme når hun synger«. Livssnylter eller elsker? Hermed er idyllen ridset op - den ægte idyl, ikke klichéen. Men også: »Ragg behøvede ikke hjælp til at være hund, det klarede han bedre end nogen anden. Men jeg behøvede hjælp til at være mand. Til at være en mand nogen ville have, en mand man kunne begære«. Og: »Jeg ved ikke hvad jeg gør hvis hun ikke vil have mig mere«. 'Sidste sommer' er på overfladen en bog om et almindeligt, kultiveret og privilegeret norsk middelklassepar med en krise, skabt og set af manden. Men dens mange raffinerede forskydninger, selverkendelse vekslende med paranoia, humor, lykke, angst og usselhed gør den til et yderst fascinerende bekendtskab, skabt med præcise, sproglige midler og tillid til læseren. Og jeg har endnu ikke besluttet mig for, om fortælleren er en ussel livssnylter eller en stor elsker.