En far er på jagt efter sin gravide plejedatters morder. Et bestialsk mord, som han selv blev beskyldt og buret inde for. Men han har fået en chance: Med en ny identitet som næstkommanderende i sikkerhedspolitiet kan han opspore den formodede morder, der engang var hans bedste ven og kommende svigersøn. Nu er manden kaptajn i hæren, og politimanden ser ham endelig 18. marts 1871, den dag folket rejser sig mod hærens belejring af Paris. Men kaptajnen vælger i sidste øjeblik side for folket, den forventede massakre bliver til en fest, og vores hovedperson bliver slået til lirekassemand af hoben, da han genkendes som politimand. Imponerende episk drama Men det er kun begyndelsen på den rige fortælling om et uroligt forår i Paris i første bind af Tardis seneste tegneserie 'Folkets røst'. I foråret 1871 overtog folket magten som et forvarsel om og en inspiration til den kommunistiske revolution, der bølgede gennem Europa i begyndelsen af det tyvende århundrede. Sjældent, ja måske aldrig før, er en konkret historisk begivenhed blevet fremstillet på tegneserie i så imponerende et episk drama, som det er tilfældet i Tardis værk bygget på en roman af Jean Vautrin. Mesterlig socialrealisme Paris i månederne marts-april 1871 bliver gjort levende med et kolossalt persongalleri af forbrydere, straffefanger, klunsere, skøger, småkårsfolk, desertører, håndværkere, journalister, kunstnere, politi, soldater og magthavere. Og lige fra Haussmanns imponerende boulevarder i centrum til forstædernes enorme slumkvarterer af træskure er Paris' sociale ubalance både scenen og målet for fortællingen. Hele samfundskroppen skælver i sit betændte leje. Og til trods for at værket allerede i titlen toner enstemmigt klart i sin sympati for det jævne folk, og at forfatterens indledning og slutreplik klinger skingert i sin fordømmelse af de vankelmodige og lovprisningen af »småkårsfolkenes uforstilte broderskab«, så byder læseoplevelsen på et mylder af stemmer, der hver har deres egen sag at synge for - og det synes ofte et tilfælde, om den sang er i overensstemmelse med folkets melodi. Da luksusluderen Caf'conc' blotter sig for kaptajnen, er det ikke retfærdighedens drifter, der optænder ham. Og da Gustave Courbet siden viser ham hendes skræv i sit maleri 'Verdens oprindelse', taber kaptajnen ganske sit hoved. Historiens hjul drives af mange kræfter. Det er mesterlig social realisme, som vi kender det i traditionen fra Victor Hugo til Tom Wolfe. Et brag af en tegneserie.