For ti år siden blev den kinesisk-amerikanske forfatter Anchee Min verdenskendt for sin selvbiografiske bog 'Røde Azalea' - siden skiftede hun spor til fiktionsprosaen og skrev blandt andet en roman om Jiang Qing, 'Madame Mao'. Nu udkommer hendes femte bog på dansk, og den handler om den berømte enkekejserinde Cixi (i ældre transskription Tzu-hsi), der reelt regerede Kina i næsten et halvt århundrede, indtil hun døde i 1908. Anchee Min har dog valgt at koncentrere sig om hendes unge år, tiden til og med hendes kejserlige ægtemands død i 1861. Konkubinernes konkurrence Som den purunge pige Orkide, datter af en forarmet provinsguvernør, bliver hun udvalgt som en af kejserens konkubiner og installeret i Den forbudte By i Peking. Det lykkes hende at blive gravid med kejseren (der skal både held og intrigemageri til, for hun konkurrerer med horder af andre gemalinder og konkubiner). Barnet er en søn, kejserens eneste, og nu er hun gemalinde Yehonala, som hendes manchuriske slægtsnavn lyder, og bliver ligestillet med den kejserlige førstehustru. Magtspillet kan begynde. Vestlig imperialisme 'Kejserinde Orkide' er en førstepersonsfortælling lagt i munden på Cixi selv. Anchee Min har tydeligvis researchet grundigt og omfatter sin hovedperson med en god portion sympati, men hun undgår ikke altid risikoen ved den slags romaner, nemlig at de omhyggeligt indsamlede historiske fakta stadig lyder lidt af historiebog, når de kommer ud af munden på hovedpersonen. De fleste scener og kapitler i bogen er dog både velskrevne og spændende, og man får også en levende fornemmelse af det pragtelskende og gennemritualiserede kejserhof, der var så håbløst uegnet til at tage tidens politiske udfordringer op. Briterne og franskmændene brugte - med russerne i baghjulet - alle kneb, selv de mest beskidte, for at åbne Kinas grænser for deres købmænd og missionærer, og kejserrigets rytterhære og lærde astrologer kom til kort mod Vestens kanoner og kynikere. Kvinde af kød og blod Kejserinde Cixi får prædikatet 'reaktionær' af mange moderne historikere. Anchee Min viser hende som en begavet og arbejdsom politiker i det skjulte og som en kvinde af kød og blod, når det kommer til det intime liv. Det er letlæst og læseværdigt, oversættelsen flyder godt, og i tilgift er det ganske tankevækkende at blive mindet om, hvor stor en vestlig svinestreg de såkaldte opiumskrige egentlig var - netop nu, mens danske soldater angiveligt er med til at udbrede Vestens velsignelser til det irakiske folk. Vesten plejer ikke at velsigne nogen uden at tage sig godt betalt; den lære gælder vist desværre stadig.