Den efterhånden naturaliseret danske (men oprindeligt polske) Janina Katz barsler nu med sin niende digtsamling, efter 10-15 års forrygende produktivitet, der også har budt på romaner, noveller og en enkelt børnebog. 'Landskabet der blev væk' består af 34 digte, typisk, men langtfra udelukkende arrangeret i 3-4 strofer à 2-4 linjer. Stilen er 'standard-lyrisk', et jeg udtaler sig følsomt om liv, død og kærlighed i små, splintrede sætningsformer uden rim. Jødisk spor Det er et jeg, der ønsker at meddele sig, og hvis meddelelse falder i to forbundne spor. En ældre, moden kvinde beretter i glimt om livet, med mand og veninder og minder, og om gudbarnet, som sidste digt direkte er dedikeret til. Parallelt med dette kvindelivs-spor løber en rød tråd knyttet til Israel og jøderne, til Auschwitz og smerten, sorgen og døden. Det jødiske spor er - ikke overraskende - drægtigt af symboler hentet fra jødisk religion og kultur. Poesien udebliver Tilsammen fornemmer man en dirrende svingning mellem den ældre kvindes liv nu og her, og så denne smertefulde, men også rige og berigende jødiske arv. Underneden simrer en tone af saftigt vemod, det lyriske jeg er stemt trist, men ofte på en trodsig eller svagt humoristisk måde, jeget er, som det hedder et sted: »Født for sent til ægtemænd,/ for tidligt til elskere«. Det er i dette let melankolske mellemrum, jeget udsender sine digte om landskabet, der forsvandt: Det liv, der udrandt, og den jødiske nation, der til stadighed er omstridt og skrøbelig, en drøm langt snarere end en solidt etableret og selvfølgelig realitet. Katz viger langt uden om det palæstinensiske spørgsmål og holder sig strikt til drømmen om Israel. Men det sidste, dette fravær, angiver indirekte samlingens problem: 'Landskabet der blev væk' er også poesiens blå blomst, der her ikke rigtigt materialiserer sig. Samlingen som helhed virker habil, men også underligt unødvendig og sine steder med en vel bengalsk belysning af tung symbolik. Man savner nødvendighed, drama, virtuositet og mere vilde former for humor (hvis det endelig skal være). Poesien udebliver, den indfinder sig ikke for alvor i denne runde.