Emnet skal være blod, beslutter Lord Martin Nanther, da han går i gang med en biografi om sin oldefar, lægen Henry Nanther, der var dronning Victorias livlæge. Han blev adlet for sin gerning, og derfor er hans oldebarn Martin også lord og medlem af Overhuset. Det er Barbara Vine også, men i parlamentarisk sammenhæng er hun baroness Ruth Rendell, så hun kender sin hovedpersons arbejdsplads The House of Lords helt ned til restaurantens uspiselige brød. Ingen detalje er for beskeden, når hun tager fat. Sympatisk hovedperson Hendes seneste bog på dansk hedder 'Blodlægen'. Den indledes med hele to stamtræer over handlingens involverede familier. Det har sandsynligvis været nødvendigt for hende selv for at gennemføre det sindrige plot, men læseren må også ind imellem støtte sig til træet. Lad det ikke afholde nogen, for 'Blodlægen' er nok omstændelig, men den trækker igennem. Ikke mindst fordi hovedpersonen, Martin Nanther, er så uhyre sympatisk, at man kommer til at holde af ham for den måde, han takler sit ikke helt lette privatliv og sin ikke mindre udfordrende opgave med biografien om oldefar. Tragedie Dronning Victoria var bærer af det blødergen, som går i arv fra mødre til sønner. Kun mødre er bærere, kun sønner får den ofte dødbringende sygdom, og den ramte en af hendes prinsesønner. Fænomenet optog livlægen, der dog aldrig fik monarken overbevist om sammenhængen. Sygdommen hedder hæmofili, og den gør Vine rede for med videnskabelig indsigt. Gamle Lord Nanther forskede så grundigt i sygdommen, at han involveres personligt. Det kommer for en dag, da Martin begynder at studere hans dagbøger, der dølger mere end de afslører. Det gør andre sagsakter i familien til gengæld. Hvorfor giftede livlægen sig med en fattig sagførers datter, langt under sin stand, i stedet for med den kvinde, der kunne have bragt ham højere op ad den sociale rangstige? Først forlovede han sig med sagførerens yngste datter, der omkommer under mystiske omstændigheder, hvorefter han gifter sig med hendes ældre søster. Det bliver et ulykkeligt liv med tragisk udgang, og det går op for Martin, at den store forsker tog en grum hemmelighed med sig i graven, så grum, at Martin, nej, det skal som så mange andre fine pointer i 'Blodlægen' ikke røbes. Ægteskabelige kriser Sideløbende med afdækningen af doktorens liv og gerninger udspiller der sig også en blodig historie i Martins og hans hustrus liv. Hun kan ikke blive gravid, men aborterer gang på gang. Det giver ægteskabelige kriser, som Barbara Vine, især gennem Martins monologer, giver en fin psykologisk spænding og holdbarhed. Handlingen foregår i den periode, hvor Tony Blairs regering påtog sig at fjerne de nedarvede titlers medfødte adkomst til en plads i Overhuset til fordel for dem, der (som Ruth Rendell) indsættes på livstid uden arvefølge. Sommer og vinter Martin er et flittigt medlem, der passer sine møder. Han hygger sig i atmosfæren og med de fordele, placeringen og betalingen indebærer, for han er på ingen måde formuende. Derfor er det også med ambivalente følelser, at han stemmer for det systemskifte, der udelukker ham selv, men han er et helt igennem ordentligt menneske, der følger sin sande overbevisning. Martin er konsekvent, og det påvirker også bogens egentlige pointe, der er svøbt i mere melodramatiske stemninger end dem, Barbara Vine ellers iklæder sine historier. Hun er eminent i beskrivelsen af de vekslende tidsbilleder og præcis i sit regnskab med det kolossale persongalleri. Det er især omkring bipersonerne, at hun lader det lune, der ellers ikke er hendes force, udfolde sig. Claus Bech har oversat i sin bedste stil. 'Blodlægen' er både til strandtasken og de lange vinteraftener, som denne sommer har givet så rigelig forsmag på.