Stakkels historikere. Først gjorde Umberto Eco hvermand ekspert i Aristoteles' tabte værk om komedien, inkvisitionens ondskab og tempelriddernes fascinerende historie. Så kom Dan Brown, der med et par letfordøjelige værker fik selv den tørreste revisor til at snakke om apokryfe bibeltekster, hemmelige anti-katolske ordner og ikonografi af enhver art. Kunsthistorikere måtte høre vidt og bredt om guddommelige proportioner og skjulte budskaber i Leonardos værker, mens matematikere måtte lægge øre til lægmænds udredninger af kryptografiens mysterier. Kultisk renæssancebog Og knap har Da Vinci-bølgen nået at lægge sig, før to unge amerikanere har ramt boghandlerne og bestsellerlisterne med endnu en thriller om skjulte budskaber i længst glemte værker. Eller rettere værk, for det er den kultiske renæssancebog 'Hypnerotomachia Poliphili', der står i centrum i Ian Caldwell og Dustin Thomasons roman 'The Rule of Four', der nu har overhalet Dan Browns 'Da Vinci koden' på de internationale bestsellerlister. Kender De - som undertegnede - før læsningen ikke 'Hypnerotomachia Poliphili', er der ingen grund til bekymring. Trods den mystiske titel og det lidt sælsomme i at læse om en bog, hvis titel man konstant glemmer og ikke kan udtale, er både 'Hypnerotomachia Poliphili' og 'The Rule of Four' i høj grad værd at stifte bekendtskab med. 500 år gamle hemmeligheder Som man nok har gættet, er 'Hypnerotomachia Poliphili' langtfra nogen helt almindelig bog. Titlen er latin og betyder 'Poliphilos kamp for kærlighed i en drøm'. Hvad det nærmere betyder, er kun begyndelsen på bogens mysterier, som kommer til at opsluge Paul og Tom, de to amerikanske collegestuderende, der har hovedrollerne i 'The Rule of Four'. De læser begge på eliteuniversitet Princeton og bliver af forskellige grunde besat af at finde ud af, hvad Francesco Colonna, den formodede forfatter til 'Hypnerotomachia Poliphili', i virkeligheden forsøger at sige med sit kryptiske værk. Let er det selvsagt ikke. Efter at have holdt på sine hemmeligheder i over 500 år giver 'Hypnerotomachia Poliphili' dem ikke lige fra sig, men langsomt og sikkert arbejder de to ungersvende sig ind på bogen og den mystiske Francesco Colonnas hemmeligheder. Humanistisk tour de force Bogen er skrevet i kode, således at visse kapitler rummer gåder, hvis svar til gengæld kan bruges til på snirklet vis at afkode de næste sider. En smagsprøve på gåderne er 'hvem gav Moses horn?'. Uden at røbe for meget kan det afsløres, at man næppe gætter svaret, medmindre man er ganske kyndig i de gamle bibeloversættelser og ikke mindst fejloversættelserne. Og frygter De, at jeg nu i min iver har afsløret alt for meget, kan De tage det ganske roligt. Helt i tråd med genrens konventioner er 'The Rule of Four' en humanistisk tour de force, og glemte renæssancetænkere, middelalderlige kirkestridigheder, jødisk mysticisme og det gamle Egypten er blot et par af de emner, der berøres i jagten på løsningen på 'Hypnerotomachia Poliphili's utal af gåder og skjulte budskaber. En jagt, der bogen igennem bliver mere og mere hektisk. Kort før specialet om 'Hypnerotomachia Poliphili' skal indleveres, finder de to nemlig en længe forsvunden dagbog fra en genuesisk postmester, der fulgte Francesco Colonnas gøren og laden i en afgørende fase af bogens tilblivelse, og som derfor rummer mange hints til løsningen af bogens gåder. Ubrugelig interessant info Men intet i tilværelsen er gratis, og samtidig med opdagelsen af den mystiske dagbog viser det sig, at de to ikke er de eneste, der søger berømmelse ved at knække bogens koder. Og så går den vilde og stadigt mere blodige jagt på sandheden om 'Hypnerotomachia Poliphili'. Fanden tager den sidste, og måske venter der mere end blot åndelig berømmelse på vinderen. På mange måder ganske efter Dan Browns succesrige skabelon, og ganske som hans værker er 'The Rule of Four' da også fyldt med ubrugelig, men vældig interessant trivia, såsom at ordet sarkofag kommer fra græsk og egentligt betyder 'kødædende', fordi de græske kister var lavet af limsten, der fortærede hele liget - alt undtagen tænderne - på blot en måneds tid. Klogere bliver man hele tiden, men ganske som med 'Da Vinci koden' truer 'The Rule of Four's succes allerede med at gøre det umuligt at blære sig med dens sælsomme oplysninger - ganske enkelt fordi en eller flere ved middagsbordet formentlig også har læst den og dermed kender den lidet videnskabelige kilde til Deres pludselige kendskab til florentinsk renæssancepolitik eller talmudiske koder. Fortjent bestseller Sammenligningen med Dan Brown kan dog ikke føres for vidt, og forskellen er til Caldwell og Thomasons fordel. Kapitlerne er meget længere, sproget mere nuanceret, personskildringerne markant bedre (andet ville også være en ynk) og de litterære kalorier i det hele taget langt flere i 'The Rule of Four' end hos Brown. Det er vel stadig - lige akkurat - en thriller, men den er langt tættere på at være en 'rigtig' roman, end Brown nogensinde kommer det. Ud over det bedre sprog er kuppet sammenkædningen af beskrivelsen af studenterlivet på et amerikansk universitet på den ene side og det lærde mysterium på den anden side. Trods 'Hypnerotomachia Poliphili's forførende charme handler 'The Rule of Four' mindst lige så meget om kampen for at forene brændende intellektuelle ambitioner med resten af tilværelsen. Hertil kommer de ganske mange mystiske traditioner, et gammelt amerikansk universitet som Princeton har fået ind under efeuen gennem årene, og som Caldwell og Thomason løbende fletter ind i plottet. Skiftet mellem oldgammel historie og universitetsintriger - komplet med magisk dragende professorer - er i hovedsagen ganske vellykket, og Donna Tartt-fans vil utvivlsomt få hjemve efter 'Den hemmelige historie'. Helt på det niveau er 'The Rule of Four' nok ikke, men det er en ret imponerende debutroman og en fuldt fortjent bestseller. Det faktum, at de to unge forfattere har været venner, siden de var otte år gamle, gør heller ikke historien ringere.