Ved siden af Colin Dexter er Reginald Hill nok den mest akademiske og intellektuelle krimiforfatter i genren. På den elegante og sofistikerede vis, forstås. Hill kan nemlig godt lide at væve sin viden om verdenslitteratur og -kultur ind i sit plot, og det virker da også charmerende og begavet ni ud af ti gange. Thi intet kan ændre ved, at Hill er en af nutidens førende krimiforfattere, og det er stort set altid en fornøjelse at give sig i lag med hans intrigante historier, som byder på mere end elementær spænding og gængs suspense. Intrigens merværdi er som regel sur-sød samfundssatire og britisk vid med langvarigt bid. Hans forrige krimi med politifolkene Pascoe og Dalziel, 'Døde børns sange', var med sin frække og listige brug af Mahlers sangcyklus af samme navn et lille tætvævet og finmasket mesterværk i sin klasse. Feministisk epos Denne nye, 'Våben og kvinder', er den selvstændige fortsættelse, hvor man dog skal vide, at ægteparret Pascoes datter i sidste omgang var ved at dø af meningitis. Af ængstelse og i venten på at høre fra sin forlægger om et manuskript, den store engelske samfundsroman, og som trøst for at døden altid er nabo, har Ellie Pascoe terapeutisk givet sig i kast med at skrive intet mindre end et moderne, feministisk epos. Og som læsere med selv den lille latinprøve vil vide, spiller romanens titel på første linje i Vergils 'Æneiden', hvor der som bekendt synges om mænd og våben. Og hendes design er ligesom filmen, hvor de to gysermonstre mødes, Freddie og Jason, just at lade den meget romerske alvorsmand Æneas konfronteres drilsk og dialektisk med den gæve græske gavtyv Odysseus. En god idé, og sådan set ville jeg hellere have læst denne historie til ende end den noget rodede og miksmaskede krimiroman, den er lagt ind i. Bang-bang, du er død Ellie er politisk og per mail i kontakt med en kvindelig fange i Latinamerika. Nu trues hun af mystiske magter. Samtidig undslipper en smuk svigefuld kvinde politiets net, og samtidig er der en løsgående irsk terrorist, som har skjult nogle våben, og samtidig melder det engelske efterretningsvæsen sig på banen, samtidig med at Pascoe, Dalziel og co. nusser rundt og passer på ligesom politimester Bastian i 'Folk og røvere i Kardemommeby'. Samtidig med at vi skal trækkes med Ellies selvsmagende, good looking og drønirriterende overklasseveninde, et omvandrende sindbillede på forfatterens ellers inspirerende had-kærlighed til det engelske establishment. Alt i denne roman er således langt mere samtidigt end egentligt spændende, og slutningen er på niveau med de amerikanske actionfilm fra bunden af posen, danske tv-kanaler plager os med i weekenden. Bang-bang, du er død, og Reginald Hill snød os med denne mellembog.