Sommeren 1945, seks år efter Den Spanske Borgerkrig og i et hjørne af Barcelona. Den moderløse dreng Daniel går med sin sørgende enkefar hen til De Glemte Bøgers Kirkegård for i denne skumle og bibliopatiske labyrint at udvælge sig et vigtigt værk, som siden og skæbnesvangert vil virke skelsættende ind på hans liv. Den første kærlighed Bogen, Daniel spontant vælger, er skrevet af en fransk-spansk forfatter ved navn Julian Cafax og hedder 'Vindens skygge', samme navn som i Daniels egen jegfortællende dannelsesroman. Og det varer naturligvis ikke længe, før bogens historie smelter over i drengens, den fletter sig ind og ud som en drilsk nål i et mystisk gobelin over dennes egne udviklinger. Fra den første kærlighed, mødet med liderligheden, lidenskaben og livets tragiske listighed i et lukket og slukket Franco-Spanien, Den Iberiske Halvø som i mere end en menneskealder var fanget i et fascistisk og nærsynet katolsk diktatur. Med Umberto Ecos format En person fra romanen, måske selve Fanden, dukker op og synes at ville brænde alle Cafax' bøger, slette hans navn i alle biblioteker og bogkataloger. Mens Cafax selv er en enigmatisk person, måske død i begyndelsen af borgerkrigen i 1936, måske alligevel ikke. Kanske rumsterer han som genfærd eller gespenst inde i den koglende by med boulevarder, pladser og stræder, Barcelona, som vitterlig og virtuost er den egentlige hovedperson i Carlos Ruiz Zafóns internationale og død underholdende gennembrudsroman, 'Vindens skygge', som flyver hertil i medvind på bestsellerromanens storbaskende vinge. Selveste vissengrønne Joschka Fischer og gysermillionæren Stephen King har sagt god for dens enestående kvalitet. Romanen er hurtigt blevet sammenlignet med Umberto Eco, selvfølgelig med landsmanden Arturo Pérez-Reverte og sådan set også med alle ords magiske nestor, divine Jorge Luis Borges. Melodrama Men bare rolig, du sagtmodigt nostalgiske læser. Efter lidt flirt med postmoderne fagter er 'Vindens skygge' langt mere i familie med Victor Hugos sentimentale sædeskildringer end nymodens metalitterære skoleridning. Eller rettere sagt, faldt du i svime over Michael Ondaatjes tårepersende melodrama 'Den engelske patient', så er du helt klar til at tage en tur ned ad Ramblaen. På en smægtende bolero af små mennesker over for store skæbner, sanselige kvinder, som elsker den rigtige og går i seng med den forkerte, mænd, som hader mere besk end en sæk bitre mandler og iberisk råber hurra for døden, mens de hævner seklers uretfærdighed med et skud fra hoften. Og så alligevel med en slutning, der kunne være skrevet af Charles Dickens med 101 strygere og dit livs Beatrice som solist. Fejende fornøjelse Fair nok. 'Vindens skygge' er hæmningsløs i sin burleske glæde ved 1800-tallets episke tilfældighed og dog nødvendige handlingsgang. Den vil så gerne slå et slag for romanens mageløse veje over for fjernsynets skærmliderlige enkelhed. Men ironisk er Zafons roman reelt langt mere i familie med fjernsynets føljetoner end litteraturens mere nuancerede stier fra og med Flaubert og co. Bevidst gammeldags og bevidst forførende med sine sætstykker, klicheer og floskler, der så alligevel giver et inciterende og vemodigt billede af Spanien for ikke så længe siden. Og når alt således er vendt og indvendt, så skal det absolut accentueres, at 'Vindens skygge' alt i alt er en flot og fejende fornøjelse at læse.