»Er der noget, du ønsker dig mere end noget andet, i dette liv?«. Det er et spørgsmål, der vil noget, og det er de færreste mennesker, der kan svare på det. Og som tør stille sig selv det. Men den unge Davur, der kan se frem til tredive års tugthus, og som befinder sig på et skib fra Færøerne til Danmark for at afsone en straf for en forbrydelse, han er uskyldig i, har et svar. Det er overraskende, for det handler ikke om at få det, han har mistet, tilbage. Han ønsker sig derimod at se domkirken i Canterbury, et ret umuligt ønske for en ung mand på Færøerne midt i 1800-tallet, fængslet eller ej. Fortiden indhenter Davur Denne drengedrøm om opadstræbende buer redder ham, for præsten, der spørger, hører hele hans historie og griber ind i hans skæbne. Indtil fortiden langt om længe indhenter Davur i hans nye liv og identitet i England. Ligesom fortiden indhenter alle personer i denne novellesamling af den færøske Hanus Kamban (f. 1942, kendt som Hanus Andreassen, før han skiftede efternavnet). Davur er hovedperson i den centrale og længste novelle, 'Den hvide mand', i Kambans fjerde novellesamling med titlen 'Pilgrimme'. Den hvide mand er Davurs livslange forfølger, først den plageånd i barndommen, der voldtager ham, siden det spøgelse, der skal manes i jorden, da det går Davur godt. Gammel fortælletradition Der er magisk realisme, færøsk folkekultur og en sofistikeret udnyttelse af gammel fortælletradition og moderne fortælleteknik i især denne novelle. I andre demonstrerer Kamban fin stemningskunst, som i fortællingen 'Rovfuglen' om en forfatter, der sidder på restaurant Scott i København og venter på en kvinde. Den samme kvinde, som han ventede på år forinden, og som afviste ham med en blanding af kølig og rå værdighed. En korrekturlæserkollega trøstede ham dengang med en historie om sit møde med Herman Hesse, og år derefter trøstede forfatteren den nu forhutlede kollega med et måltid mad på Parnas og en opfordring til at fortælle den samme historie igen. Compassio er det begreb, forfatteren tolker de mange udvekslinger med - medfølelse, medleven, og i yderste konsekvens at lade et andet menneske stå frem som den, han er - eller var. Kamban tøjler det labyrintisk-symbolske præg stramt i de bedste af novellerne. Nogle har et overarbejdet eller ligegyldigt præg. De er alle sindrigt konstruerede, tænksomme og båret af stemninger, der er dygtigt formidlet. Kvinderne er magtfulde eller dæmoniske, eller de er afmægtige på en overvældende måde, som den gamle Katharina i novellen 'En unyttig stjerne' om en ensom, engang indtagende og majestætisk kvinde, der strålede unyttigt og endte som en kold stjerne. Novellen er en hilsen både til Baudelaire og til den færøske symbolistiske digter J.H.O. Djurhuus, hvis biografi Kamban skrev i 1990'erne, og som udkom på dansk i 2001. En pilgrim er en person, der af religiøse grunde foretager en rejse til et helligt sted for at mindes en stor begivenhed eller en helgen. Moderne pilgrimme valfarter derimod til deres private steder - i psykologisk forstand til deres fortids steder og mennesker. Og hvis de ikke selv opsøger fortiden, bliver de hjemsøgt af den. Det er jo opskriften, megen moderne litteratur er skrevet på - også Kambans noveller. Det gør ikke hans personer til pilgrimme, og titlen på novellesamlingen, der rummer meget forskelligartede tekster af vekslende kvalitet, er ikke velvalgt. I min læsning handler novellerne meget mere om magt og magtspil end om personlig søgen, og det er især novellen 'Den hvide mand' med det færøske scenario, der vokser op af siderne.