Til alle tider

Lyt til artiklen

Da drengen Manted er 13 år, dømmer stammen ham til at blive ved med det og leve som jordbo i flere perioder. Indtil han lærer at opføre sig ordentligt. Manteds folk er kommet hertil fra stjernerne i tidernes morgen. Deres mål er, at ingen på Jorden opdager, hvem de er. For vi er (åbenbart) ikke modne til deres livsform i fred og klarsyn. Martin Elmer har skrevet bogen om Manteds mange liv. Den består af seks kapitler om hans forvisning i tid og sted. Skæbnen rammer ham med et kølleslag, hver gang han bliver 13 år. Hvad enten det sker i Trankebar eller Østjylland. Historiske personer som Valdemar Atterdag og H.C. Andersen leger også med i 'Drengen med de mange liv'. Det er en veldrejet slags science fiction for læsere på 13 år (og op) om skæbnens veje, om frygtens bekæmpelse og kønne pigeøjne. En blå sten af kraft spiller en rolle i hver af historierne. Det kommer altså til at tage Manted seks liv at lære at forstå, hvad den siger til ham. Kampen for at blive 14 år Hver af fortællingerne er bygget op over en skabelon, der gentages og varieres. Selv om Manted kommer til at hedde både Morten og Roar, er det den samme mekanisme, en manglende evne til at holde fast, som hver gang udløser hans straf og tilbagefald. Mange søde piger savner ham rundt omkring i verden til forskellige tider. Ridende på en elefant under dæknavnet Brian i år 2003 i Fjernøsten kommer forløsningen så endelig til stjernedrengen Manted. Brian har lige frelst sin lillesøster, han har stukket ild på familiens hytte og er senere undsluppet to menneskeædende tigre. Alt sammen uden at ryste på hånden (ret meget) og nu med et afklaret forhold til den blå sten. Martin Elmer har en stor produktion af bøger for børn og unge bag sig. Ofte har man savnet rigtig substans og en klar hensigt. 'Drengen med de mange liv' er én af hans bedste. Historien er fortalt med en uskyldig og ligefrem tyrkertro. Den hviler på et fundament af sørgmodighed (og sødme). Det handler om at erobre og forstå livet. At turde blive 14 år!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her