Af og til kan man undre sig. Hvorfor udgive en tyk indbundet bog med 513 sider til 300 kr. med et rigtig dårligt indhold? Hvem gider slæbe rundt på 'Det hemmelige sted' af Elizabeth George, der skriver fladt og sjusket? Hun kan godt skrue en handling sammen, men en handling, der dybest set er idiotisk, og som postulerer en dybde, der slet ikke er dækning for. Personerne er af den mest banale endimensionale art, trods sjusket forsøg på at peppe op med lokal folklore om feer og tryllesten. At George må ty til Anden Verdenskrigs jødeforfølgelse som baggrund for nogle personers mærkværdige handlinger uden at få noget som helst fornuft ud af det, gør kun det hele mere pinligt. Bogen er til at skrige over Hovedpersonerne er to søskendepar, et ungt og fattigt amerikansk, der til al overflod hedder China og Cherokee River, og et gammelt, rigt og franskfødt, Guy og Ruth Brouard. Sidstnævnte bor på Guernsey, hvor førstnævnte ankommer for at overlevere nogle arkitekttegninger til Guy. Han bliver myrdet allerede i bogens indledning, så intet er forgjort ved at fortælle det. Amerikanerne med de mærkelige navne anklages skiftevis for mordet. En fattig nervøs dreng, Guys lille hjælper, vakler rundt og er forvirret, mens hans hund gør og gør og gør. Til sidst bliver den heldigvis kørt over, men da er man allerede halvt forrykt af irritation. 'Det hemmelige sted' er til at skrige over, fuld af gentagelser og tåbeligheder. Der er ingen grund til at spilde tiden med den slags postulerede spænding.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























