Kirsten Ruths nye roman foregår i 1700-tallet og har et syn på kønnenes magtspil. Anette Dina Sørensen taler om den nutidige kønsmagt, som »stadig ligger indlejret i vores seksualitetskultur, og som viser sig i pigernes oplevelser af pres og misbrug fra jævnaldrende drenge og voksne mænd« (Pol. 11.5.04). Nu er det jo langtfra kedeligt at diskutere kønsmagt, og det er en god idé at gøre det ud fra et historisk perspektiv, fordi kvinder altid har erobret og udforsket deres seksualitet med diskret støtte fra ældre kvinder. Maskebal Sex foregår jo ikke kun i forhold til det andet køn, det sanktioneres og sættes også i spil af ens eget køn. Og i øvrigt er sex ikke altid en bogstavelig udlevelse, det er også sanselighed under et 1700-tals maskebal. Der har altid været ældre kvinder, som med deres erfaring og overblik har opmuntret deres yngre kønsfæller til at være legende og aktivt har sikret de unge kvinder et spillerum. Maskeballer har deres fordele og ulemper, for hvor går grænsen for det kunstfærdige og det ægte? Det er vel noget, der kan diskuteres: »Selv i min ungdom fattede jeg ikke folks trang til at skjule deres sande fjæs og nærede modvilje imod, man ifører sig lånte fjer. Den legen kispus med hinanden virker på mig - »Jamen, det er jo netop humlen, Sebastian«, afbrød svigermor, »livet er en gang karneval««. Kvindelist i Elefantapoteket Hos Kirsten Ruth er kvinder ikke forsvarsløse, selv om de samtidig har en særlig sårbarhed. Der er et råderum mellem kønnene og inden for kønnet, som overskrider den offerrolle, som kvinder i bestemte tilfælde kan havne i. Kirsten Ruth kan dreje sine personer, så man fornemmer den varme pragmatisme mellem kønnene, men også de indimellem farlige glidninger mellem oprindelig kvindelist og nye krav i tiden. Vi befinder os i slutningen af 1700-tallet, i Elefantapoteket. Kvinderoller Apotekerens kone Louise Frederiksdatter er køn uden at være påfaldende smuk. Hun sigter ikke for højt, men lige tilpas. Hun klimprer lidt på spinettet, men sørger for, at det ikke overskygger de huslige pligter, og poesi læser hun også, uden at lade sig rive for meget med. Når hendes mand taler med doktoren, grifler hun deres guldkorn ned, for noget af det er ret godt: »Alligevel havde hun en udpræget vurderingsevne og veg i givet fald heller ikke tilbage for at sige ham imod«. Kirsten Ruth kan skabe personer, som det er nemt at identificere sig med. Der er en let og venlig stemning i Elefantapoteket, der bliver hjulpet godt på vej af Louises stærke svigermor. Gennem tiden har der stået flere roller åbne for kvinder end den blot erotiske. Mødre kan have stor magt over deres sønner, og en ældre kvindes beskyttelse af en yngre kan også være en uomgængelig alliance. Kirsten Ruth har fornemmelse for bånd mellem mennesker, og hvordan de knyttes på kryds og tværs, men også hvad der kan bringe uorden i dem. Angsten for at miste status Der skal ikke så meget til. Da Louise omsider føder en søn, må hun gøre plads for ammen. Det skaber nogle ret forrygende forviklinger, kan man se i bakspejlet. Kirsten Ruths egen prosa er rolig, fremadskridende og nærmest hyggelig og tryg, og det må blive en anke mod hendes bog, at indimellem bliver der drukket så meget chokolade, gået så ihærdigt tur med hunden og redt hår, at læseren falder en smule i søvn, fordi hverdagen næsten får lov at skygge lidt for meget for det drama, som er under opsejling. Romanen har en meget grum pointe. Her kan man også se, hvad der virkelig er en stor frygt hos kvinder. Kvinder har sikkert en særlig skurrende fornemmelse for alderens fremrykning (som der bliver fortalt sjovt om hos Kirsten Ruth). Men bag det lurer noget endnu værre, nemlig angsten for at miste sin sikkerhed og status hos de nærmeste.