Det var med nogen nervøsitet, jeg gik i gang med Cecilie Olriks debutroman 'Min bedste veninde', som ifølge forlag og presseomtale er en psykologisk thriller med alvorlige emner som tema: pædofili, selvtægt og hævn. At svælge i barnemord og de efterladtes ulidelige sorg er ikke just en fritidsfornøjelse, og man kender jo til krimier, som har efterladt en rystet og hudløs. Men her viste det sig, at der ingen grund var til bekymring. Hvis nogen bog kunne have prædikatet 'Bridget Jones, nu som krimi!' er det 'Min bedste veninde', et skøjtende portræt af en yngre selviscenesat kvinde. Bibliotekaren Charlotte er lige så optaget af sit brud med sin kæreste som af, hvordan hun kvajer sig i forbindelse med det seksuelle mord på hendes lille guddatter i Jylland. Godt nok har hun kun haft megen sporadisk forbindelse med den 5-årige Kristina, men dybden af hendes sorg er alligevel forbløffende lav. Hør blot, hvordan optakten til begravelsen beskrives: »Efter to timers traven i alle yndlingsforretningerne havde jeg hele udstyret parat. Diskret, sort kjole, som også ville kunne bruges siden hen. Nye sko fra Bjørn Borg. Også diskrete. Og det bedste af det hele. Superlækkert undertøj i tykt silke med blonder, der overhovedet ikke kunne mærkes«. Flagrende heltinde Bagefter fejres indkøbene med en flaske vin. Efter at have tyllet den i sig kommer sorgen så omsider: »Det lykkedes for mig at fremmane Kristina på nethinden. Sådan et billede, som om hun kom løbende imod mig på en blomstereng. Måske paradis. Jeg kunne se, at hun smilede. Ligesom man gør på de lidt grynede videofilm fra barndomslandet. Der står en voksen og filmer. Man smiler pænt, men er mere optaget af blomsterne, sommerfuglene, lyset. »Farvel, Kristina«, hviskede jeg med lukkede øjne«. Sådan er det hele vejen igennem, så da den noget bimmer og utjekkede Charlotte involveres i en række hævnmord på pædofile, for ikke at tale om en affære med en fra Rejseholdet, kan man ærlig talt ikke tage det alvorligt. Det er ikke, fordi handlingen ikke hænger sammen, for det gør den. Der hænger ikke nogle løse tråde og flagrer rundt. Det er heltinden, der flagrer og tumler rundt. Det hele er umådelig fjollet og letbenet, også debatten på Charlottes arbejdsplads om overgreb på børn og mulig selvtægt. Det er lige til 19direkte. At forfatteren, der er mor til to, har udtalt sig om selvtægt og eventuel dødsstraf til pædofile i et interview i Ekstra Bladet er til at dø af grin over. Eller græde over. Det sidste, hvis man nu faktisk tog emnet alvorligt og havde dybe følelser omkring det. Så sidder man med en mere end flad fornemmelse efter at have læst denne parodi på en debatroman.