At rejse på amerikansk maner

Lyt til artiklen

Den amerikanske Dave Eggers tegner sig for en af litteraturens skøreste titler, nemlig titlen på den lange selvbiografiske fortælling 'Et hjertegribende værk af overvældende genialitet'. Den er en odyssé om to brødres vej gennem tilværelsen, efter at forældrene begge er døde lige efter hinanden, og den 21-årige forfatter skal være forælder både for sig selv og den 8-årige bror. Den collageagtige og kalejdoskopiske roman gjorde indtryk. Det gjaldt både stilen og det indhold, den rummede. Ung naivitet Nu udgiver Dave Eggers sin anden bog, denne gang en pikaresk roman, i samme afslappede gangart og endnu engang med sorte skakter under indfaldene. Man skal igen ikke tage fejl af fortællestilen. Eggers kan både være løst henkastet i sproget og bidende præcis i sine skildringer, denne gang af unge amerikanske mænd, der tumler af sted med bidder af bizar viden fra internettet, som de ikke kommer særlig langt med. Men det er er også trættende at følge hans hovedpersoner i al deres unge amerikanske naivitet - for hvor meget overskrider Dave Eggers og hans smarte sprog den egentlig selv? Jorden rundt på en uge De to unge mænd har et fælles traume. Deres ven er blevet dræbt i en bilulykke, og det kan især fortælleren Will ikke komme over. Samtidig er Will blevet tævet sønder og sammen og har fået sit ansigt ødelagt. Med dette ansigt og med vennen Hand rejser han ud i verden. På meget amerikansk vis sætter de sig for at foretage en rejse rundt om jorden på en uge. Det er selvfølgelig helt umuligt, især uden planlægning. Så da de sidder i lufthavnen for at komme til Grønland, første bestemmelsessted, ender de med at tage til Senegal, hvortil det næste fly afgår. De kommer aldrig til Kairo, der skulle være rejsens slutmål på en pyramide, men kommer igennem Marokko, Estland og Letland. Tilbage til USA over Københavns lufthavn, der får skudsmålet som den reneste og flotteste i verden. Drengene mener åbenbart, de er blevet kendt med verden af en rejse, der primært består i at vente i lufthavne, opholde sig i barer og køre i taxa og i lejede biler, hastende frem for at nå næste mål. Vil give til de fattige Det er en parodi på den amerikanske rejsende, Dave Eggers leverer, foruden en skør skildring af en Don Quijote-agtig ung mand, der sammen med sin sporadisk internetviden-oplyste ven skal udføre en mission: Han har fået 80.000 dollar for brug af sin silhuet i en reklame for elektriske pærer og føler ikke, disse penge tilkommer ham. Han vil dele dem ud til verdens fattige under jordomrejsen. Det viser sig at være svært at komme af med pengene, for enten synes de ikke, at de fattige er søde nok, eller de virker for begærlige. Fantasifulde påhit som at tape penge fast til æsler mislykkes. Når de giver en noget, er der en bror, der bliver rasende over, at han ikke også fik tusind dollar bare ud af det blå. Hvad sker der, når man har afleveret en sum til en ved en vejkant - tror den næste så også, at det er den måde, man kommer til penge på, ræsonnerer de bekymret. Typisk bog nr. to Denne side af romanen, som gennemtrænger rejsen, er så skør, at den faktisk bliver morsom og tankevækkende. Vi lever i et samfund, der domineres af penge og konsum. Vi bliver bildt ind, at penge og konsum er livets mening. Det er ikke noget, de unge mænd tænker på - de tænker naivt, at de kan gøre godt med deres penge. På et tidspunkt smider de simpelthen penge ud af bilvinduet. I Estland laver de et skattekort og graver penge ned i håb om, at et barn finder skatten. Selv finder de tilbage til USA til tiden. Rejsen og dens formål har tabt højde længe inden, og det har romanen også. 'I skal føle vores hastighed' er en typisk bog nr. to efter debutsuccesen. Man kunne godt have undværet den og undt forfatteren at skrive en bog i mindre format og uden skøre påhit - om det, der ligger ham på sinde, og som han har et godt sprog til: unge mænd, der tumler gennem tilværelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her