Sanne Svendsen er en ikke særlig succesrig forfatter. Hendes seneste roman blev slet ikke anmeldt, og hvis man skulle skrive en opgørelse over overflødige bøger i Norge, ville den sikkert komme med. Heller ikke som kæreste sidder hun i held. Hendes elsker, Frank, er en lidt tvivlsom antikvitetshandler med spillelidenskab, og så er han oven i købet gift og har to børn, så det er altid ham, der opsøger hende. Men Sanne har det held, at hun er fortæller i en roman af Herbjørg Wassmo, og dermed er hendes skæbne på forhånd sikret et større publikum, end hun selv ville kunne trække. 'Flugten fra Frank' hedder Wassmos nye roman, og med den bevæger den norske forfatter sig ind på en ny bane, idet hun forlader sit sædvanlige realistiske spor til fordel for en blanding af metaroman og rejseskildring. Elskeren vinder millioner I Sannes beretning er det sin sag at skille fiktion fra virkelighed. Flere af personerne er utvivlsomt udspaltninger af hende selv, men samtidig spankulerer de omkring i romanen, som om de var af kød og blod. Hvis vi et øjeblik leger, at de er af kød og blod, sættes handlingen i gang, da Frank pludselig vinder flere millioner og får brug for at deponere dem på Sannes konto, for at konen og hans kreditorer ikke skal få nys om formuen. Men så dukker en gammel veninde, Frida, op og overtaler Sanne til at flytte pengene over på en anden konto, sælge sin lejlighed og drage på eventyr i Europa i en firehjulstrækker. Som to norsk indregistrerede damegangstere krydser de adskillige grænser og gør iagttagelser i byer som Berlin, Prag og Barcelona. I bagruden lurer frygten for Frank, der sandsynligvis har sendt nogle af sine lyssky venner efter dem. På et tidspunkt får de to selskab af Franks kone. Han har nemlig fået en ny veninde, og nu er konen sur. Hævn ved computeren Men det er et åbent spørgsmål, om der overhovedet er en rejse, eller om det hele er en hævnfantasi, som foregår ved tasterne på den computer, som står overdækket i Sannes soveværelse, når hun ikke lige skriver på den. Sanne har nemlig mødt Frida første gang, da hun som børnehjemsbarn blev seksuelt udnyttet i kælderen under børnehjemmet, og hun kan derfor tolkes som Sannes egen fraspaltede aktive del, som hun forsøger at komme i kontakt med i løbet af sit nye romanprojekt. Et andet smertepunkt, der kredses om, er tabet af et barn, og begge oplevelser har været med til at gøre Sanne til den fejeste person, hun kender. Men nu skal det altså være slut. Østeuropæiske prostituerede Romanen, altså Wassmos, er fuld af fine iagttagelser af 'den anden kvindes' kvaler, og sprogligt er Wassmo helt på højde med sig selv, når hun f.eks. lader Sanne reflektere over østeuropæiske prostituerede i vejkanten. De ligner »Andersine i sine tegneseriesko« med hvide hotpants og blåfrosne arme. Til gengæld har denne læser svært ved at engagere sig i metafiktionen og de mange diskussioner mellem Sanne og Frida om Fridas plads i romanen. På en eller anden måde virker det ikke helt så raffineret, som det er tænkt. Men selv om bogen altså ikke er helt oppe at ringe, mærker man overalt, at det er en dygtig og rutineret forfatter, der står bag. Når alt kommer til alt, er Wassmo nok bedre end Sanne Svendsen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























