0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er man enestående, eller står man bare alene?

Underfuld og underfundig dobbeltgængerhistorie fra José Saramago.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Identitetsproblemer og dobbeltgængere er bestemt ikke noget nyt i litteraturen, men det lykkes alligevel den portugisiske nobelpristager José Saramago at tage de kendte temaer op på en ny og finurligt fabulerende måde i 'Den duplikerede mand', der er hans niende roman på dansk.

Hovedpersonen hedder Tertuliano Máximo Afonso; han er gymnasielærer i historie, fraskilt og mistrøstig, ikke rigtig i stand til at bestemme sig for at bryde med sin nye kæreste eller tværtimod fri til hende.

For at lysne lidt på sin deprimerede tilstand følger han et råd fra en lærerkollega og lejer en harmløs videofilm til adspredelse og tidsfordriv - og så sker den indledende katastrofe.

En perfekt kopi
En af birolleskuespillerne i filmen viser sig at være en fuldstændig perfekt kopi af ham selv. Tertuliano bliver besat af tanken om at finde denne mand og konstatere, om ligheden virkelig er total, om den ene af dem altså er et duplikat af den anden.

Han finder ham faktisk, og de mødes et gedulgt sted ude på landet i en vidunderlig grotesk scene, hvor de til sidst klæder sig helt af (skuespilleren ubekymret, historielæreren nølende og beholdende sokkerne på som et sidste værn for blufærdigheden) og konstaterer, at deres modermærker, deres ar og selv deres penisstørrelse er ens.

Skuespilleren har fortalt sin kone om den påtrængende duplikatmand, der søger ham. Historielæreren har beflittet sig på ikke at indvi sin kæreste i hemmeligheden. Det får konsekvenser, som det vil være synd at røbe i en anmeldelse af den danske førstegangsudgivelse.

Meget morsom og meget frygtelig
Saramago præsenterer sit plots elementer i en lidt omstændelig, småsnakkende stil, der passer som fod i hose til historielærerens personlighed; visse urimeligheder undervejs tilskrives ganske plausibelt de menneskelige drifter og neurotiske reaktionsmønstre, og først sent opdager man som læser, at Saramago hele tiden har spillet et elegant intellektuelt skakspil med en, og at alle ens forventelige læsermodtræk fejes af brættet i en forrygende finale.

I sin listige tørhed er det en meget morsom og meget frygtelig bog, og jeg har sjældent læst noget, der er så filosofisk på en så kildrende måde. Saramago er ikke realist, han er fabulant, og hvad han ikke ved om at fabulere, er ikke værd at vide.

Det er et scoop at udmønte dobbeltgængermotivet i netop en historielærer og en skuespiller, for hvad er identiteten? Er det den langsommeligt opbyggede fortælling om os selv, den møjsommeligt akkumulerede Historie, eller er det de roller, vi sættes til at spille, det billede, som omverdenen forventer af os? Og er identitet det samme som at være enestående?

Til overflod er begge duplikaterne selv fordoblede: En skuespiller er, som den alvidende Saramago bemærker, sin egen dobbeltgænger, fordi der er en privatperson bag rollerne, og historikeren har, som den mindrevidende læser hurtigt opdager, en indre tvilling i form af sin sunde fornuft, der desværre kun lejlighedsvis indfinder sig for at føre bekymrede samtaler med Tertuliano.

Tilsidesætter fornuften
Historielærerens komiske fornavn, som fortælleren peger fingre ad så tit, at det bliver en regulær påpegning, er ikke for ingenting arvet fra den antikke kirkefader Tertullian, som pålagde sine medtroende en streng moral og underkendte fornuftens ledende rolle i et dydigt liv.

Den moderne Tertuliano tilsidesætter også fornuften, men har hverken moral eller dyd nok til at sætte i dens sted, og på den måde ligner han nok de fleste af dem, der læser om ham. Moralen kommer først i bakspejlet, da begivenhederne er kommet uhjælpeligt ud af kontrol, og det er et af de træk, der får bogen til at rumstere længe i bevidstheden.

'Den duplikerede mand' er en syntese af gamle motiver og nyere menneskeopfattelser. Hvor de klassiske fortællinger i genren som H.C. Andersens 'Skyggen' eller Dostojevskijs 'Dobbeltgængeren' kan fortolkes psykologisk, er psykologien indbygget fra starten hos Saramago, og det giver endnu flere fortolkningsmuligheder, endnu flere grunde til refleksion, ikke færre, som det ville have gjort hos en ringere forfatter.

Den portugisiske tryllekunstner har igen ud fra en enkelt 'hvad nu hvis'-forudsætning skabt en hel verden, hvor det blot tænkelige bliver virkeligt, og det blot utænkelige bliver faretruende t