Der er masser af billeder i Ulla Taylors romandebut 'Dametur'. Ikke at den er skrevet som et filmmanuskript, sproget er et andet og langt mere udbygget, men den har en fremadskridende form som en roadmovie, udspiller sig på vej fra Sjælland til Nordvestjylland i bil og byder på masser af indre og ydre billeder på vejen. Tre kvinder er af sted. Den gamle Esther, hendes midaldrende svigerdatter Irene og så en fremmed ung kvinde, Karina, som dog ikke er så fremmed endda. Hun har Irenes barnebarn i maven, Esthers oldebarn, hvilket hun lige selv har fundet ud af. Ikke til sin udelte glæde, overhovedet ikke. Karina er adoptivbarn, er på tværs af alt, er under opsyn og forsorg. Det samme skal Esther, hvis det står til Irene. Hun skal i alle tilfælde på plejehjem, så hun er ude af Irenes hjem og synsfelt. Men det vil hun ikke. Klassisk rammefortælling Turen går mod plejehjemmet, har Irene bestemt, mod Esthers eget hjem, hvis den gamle svagelige dame kan få gennemtrumfet sin vilje. Men Karina er ved et mærkeligt tilfælde, som i bogen selvfølgelig ikke er et tilfælde, hyret til at sidde ved rattet i den store kostbare bil. For Irene vil ikke køre. Hvorfor får vi forklaringen på undervejs, ligesom på så meget andet. Romanen er disponeret klassisk som en rammefortælling. »Hun vender sig aldrig om og vinker«, begynder Esther historien. »Hun vender sig altid om og vinker«, slutter hun. Hvem det er der vinker, skal selvfølgelig ikke røbes. De tre kvinder skiftes til at fortælle om sig selv, om deres liv og om de to andre. Karina ved jo ikke så meget om de to ældre kvinder, men hendes opfattelsesevne er skarp. Det samme gælder for Irene og Esther - heldigt for forfatteren! De to indgiftede slægtninge er hinanden lig, og måske netop derfor har de grundigt misforstået hinanden. De er begge ensomme, sårbare, har haft skuffelser med deres mænd, men indbyrdes har de et dårligt forhold, mildest talt. De ser ikke hinanden, de ser fjenden. Misforståede mænd Mændene i 'Dametur' er fraværende, bortset fra én, en helt fremmed, der laver et racistisk overgreb et sted på turen, som virker chokerende ved sin vildskab og grumhed, fordi man, trods kvindernes indre kampe, er blevet lullet til ro og eftertanke af vognens duven. Ægtemændene, Esthers den døde, Irenes den levende, men fraværende og Karinas kæreste, der nægter at være andet end en legekammerat, er nogle slapsvanse. Sådan tænker kvinderne på dem. Men man kan ikke lade være med at fundere over, om mændene måske er lige så misforståede og ofre for andres skuffede ønsketænkning som de tre kvindelige hovedpersoner. De kan jo ikke se hinanden klart. Måske har de været lige så dårlige til at se mændene. Måske, måske ... i alle tilfælde er det en klogt disponeret 'Dametur', Ulla Taylor, har skrevet. Et blik ind i tre nutidige kvindeliv, der bevæger sig mod en form for forløsning nordenfjords og i den friske luft deroppe, som ofte giver tankerne lys og betyder en ny begyndelse. At ikke alting på vejen er helt logisk, må man tage med. Esther med den brækkede hofte, er skiftevis meget dårlig og så forbløffende stærk, og Karinas kontaktpædagog, der dukker op som en arrigtrold af en æske til sidst, hører mere til i en dårlig tv-serie end i denne roman. Men billederne, der danner sig i ens hoved, er vigtigere end de små pletter på ruden på denne rejse gennem dagens Danmark.