I tre smagfuldt udstyrede små bøger har det lille forlag Hr. Ferdinand (som er kommet godt fra start med både 'Da Vinci mysteriet' og 'Vernon G. Little') udsendt franske Eric-Emmanuel Schmitts 'Monsieur Ibrahim og Koranens blomster', 'Oscar og den lyserøde dame' og 'Milarepa'. Førstnævnte, der handler om en forladt og fremmelig dreng og en gammel tyrkisk butiksindehaver, er blevet filmatiseret med Omar Sharif, og også 'Oscar ...', der fortæller om en tiårig kræftsyg drengs sidste dage på hospitalet, har ifølge forlaget ligget længe på bestsellerlisterne i Frankrig og Tyskland. Der har man en svaghed for belletristisk lommehumanisme. Jeg tror dog, forlaget har forregnet sig, hvis det håber på det samme i Danmark. Livets store udfordringer Vi har vore egne livskloge mænd, koner og lommefilosoffer, og hvad Schmitt (f. 1960) har skrevet, er først og fremmest poetiske, sine steder gribende behandlinger af livets store udfordringer, især døden. Indimellem bliver det klamt, således er 'Milarepa' en underlig konventionel og totalt uoverbevisende beretning om transcendens, karma, hævn, renselse, guruer, forsagelse, eneboere og disciple, alt sammen noget, der ville kræve en stærk atmosfære, hvis det skulle slå igennem hos mig. De to andre historier reddes af deres menneskekærlige budskab og af humoren - lidt i stil med den, man finder i den dog mere helstøbte 'Den lille prins' af Saint-Exupéry. Alene med far Det klæder Schmitts stil at have drenge som fortællere. I 'Monsieur Ibrahim ...' lever den 11-årige jødiske Moïse alene med sin fraskilte, deprimerede far, indtil også denne forlader den triste Parislejlighed for at begå selvmord. Drengen har inden da lært at klare sig selv ved at stjæle af husholdningspengene, servere hundemad for faderen og besøge prostituerede. Han stifter venskab med den gamle monsieur Ibrahim, med hvem han i begyndelsen udveksler et minimum af ord cirka en gang i døgnet. Ibrahim gennemskuer og opdrager ham og tager ham med til Tyrkiet på dannelses- og dødsrejse. Inden da er Moïses mor dukket op. Det er lunt, rent og moderat underholdende. Pensioneret Pippi Langstrømpe I 'Oscar ...' får Schmitt ganske forudsigeligt tårerne til at trille til sidst, da Oscar dør af sin kræftsygdom efter galgenhumoristiske beskrivelser af sig selv og sine medpatienter og en række åbenhjertige skriftlige henvendelser til Gud. De sidste er inspireret af 'den lyserøde dame', som er en ældre kvindelig besøgsven. Den lille pæne dame, som rummer ikke så lidt af en pensioneret Pippi Langstrømpe, hjælper ham ud af vreden (bl.a. mod de sagesløse forældre) og fortæller ham drabelige og symbolske, opbyggelige ting fra sit (usandsynlige) liv som fribryder. Jeg tror nok, at jeg roligt kan anbefale 'Oscar og den lyserøde dame' til folk, der har alvorligt syge pårørende, især børn. Dens afklarede, trøstende kvalitet vil især for en læser i krise overskygge det lidt for sentimentale, som en rask og derfor overmodig læser reagerer imod. Der er mange gode øjeblikke i Eric-Emmanuel Schmitts trilogi, men 'Milarepa' er efter min mening spild af tid, og de to andre kunne have været noveller i en samling. Men som sagt: Bøgerne er smukt udgivet, og oversættelsen fejler heller ikke noget.