Egentlig er det en oplagt idé at tænke graviditeten og det nye barn som en zenbuddhistisk tilstand. Zen er meditation og ro. På forsiden svømmer en lille gul plastikand rundt i en meget blå sø, og lige midt i øjet har fuglen et yin/yang-tegn. Det giver en fornemmelse af den overraskelse og charme, der er på vej i Iben Claces' bog. Når kvinden har 'ammehjerne', er hun i en tilstand af distraktion, glemsomhed eller langsomhed, men tilstanden er også transparent hos Claces, nogle ting huskes betydeligt bedre end normalt eller opleves meget intenst. Regnvejr, for eksempel, eller når Akiko danser sammen med sin kæreste eller får stillet sære spørgsmål i drømme, som også handler om manden. Iben Claces har en del sprog for den snarlige forbundethed, som findes mellem mor, far og barn. Den særlige nedsmeltning, som finder sted, når hun taler om »sidste spontane onsdag før livet med den nye fremmede«. Blod og gylp Men bogen er ikke kun meditativ ro og buddhistisk arrangement. Claces foretager et radikalt gearskift, når barnet lander som en lille levende klump: »For der er så meget kød at tage stilling til, at deale med i eksistensen: blodige trusser, gylp, influenza; mælk der løber, hud der slår ud, hår der fælder; sorte rande, forgrædte øjne, ømme gummer; dryppende vasketøj, hvinende toge gennem natten - Det kan blive småt for enhver, siger Akikos afdøde moster, som ikke vil skrive lykken på selvangivelsen«. Claces er udfordrende, når hun regner med flere verdeners parallelle eksistens, når hun lige udfører et cross-over og rask væk står med to ben i to lejre, så mosteren også lige har et ord at skulle have sagt, selv om hun er død. Fordel at have født Hos Iben Claces kan det moderne urbaniserede menneske en masse, det går i parken og oplever zenhaven. Der er ingen berøringsangst eller nervøsitet i forhold til den natur, der er landet som muldvarp under dynen. Man kan mærke naturen kradse inde bagved, når der spørges, om de lange skrigeture er form eller tomhed. Men det er også en stor ting, lige at lukke zen ind på knap hundrede sider. Fordi det er en anden måde at tænke og forholde sig på. Måske er det en fordel, hvis man både har født selv og læst lidt på zenlektien, så man kan fange pointerne, der virker helstøbte i forhold til et andet kontinents æstetik, for det er det raffinerede ved Iben Claces' bog, at man kan genkende den danske storbystemning tværs gennem det buddhistiske arrangement. Der er meget smukke, mejslede stemninger på vej i Iben Claces' bog. Fin indsigt.