Farven i ren tilstand

Lyt til artiklen

Den argentinske forfatter Federico Andahazi, som i Danmark er kendt for de meget roste erotiske romaner 'Anatomen' og 'De barmhjertige søstre', er nu tilbage med en filosofisk, kunsthistorisk thriller i renæssancemiljø. 'De flamske maleres hemmelighed' er en ualmindelig original og spændende historie om rivaliseringen mellem ungrenæssancens to store europæiske malerskoler, den florentinske og den flamske, i skikkelse af henholdsvis Francesco Monterga i Firenze og brødrene Dirk og Greg van Mander i Brugge. Monterga og florentinerne mestrer det videnskabelige, matematiske perspektiv, mens flamlænderne besidder hemmeligheden om de enestående levende og naturtro farver, som florentinerne kun kan drømme om. Farverne blandes af den blinde Greg van Mander, som bogstaveligt talt har næse og fingerspidsfornemmelse for sit arbejde. Spioner og bagtalelse De to parters indædte kappestrid udelukker ethvert samarbejde, men de er sig meget bevidst, at den, der kan fravriste den anden side den manglende viden, vil kunne skabe det fuldkomne, uovertræffelige maleri. Krigen mellem de to malerværksteder udkæmpes bl.a. ved hjælp af spioner og bagtalelse, og sejrene måles i mæcenater og i de prestigegivende opgaver og talentfulde elever, som man kan erobre fra hinanden. Historien begynder på klassisk krimimanér med et ligfund: I Firenze finder man det til ukendelighed skamferede lig af Montergas unge elev Pietro della Chiesa, og senere følger endnu et mystisk mord. En kirkelig embedsmand optræder i rollen som detektiv, men er i øvrigt tilpas usympatisk og uhyggelig til, at man ikke nødvendigvis ønsker, at hans retfærdighed skal ske fyldest. Der er andre gåder i Firenze. Monterga ejer en tekst af kirkefaderen Augustin, hvor der mellem linjerne er indsat en kode, som muligvis rummer opskriften på farven i ren tilstand, et begreb, som allerede Aristoteles skrev om. Blandt Montergas elever er flamlænderen Hubert van der Hans, som har forladt brødrene van Manders værksted, muligvis for at udspionere florentineren. Den stramt komponerede romans anden skueplads er Brugge - den engang så rige by, der døde, da flodhavnen sandede til i slutningen af 1400-tallet - hvor Dirk og Greg får til opgave at portrættere en rig portugisisk købmands smukke og gådefulde hustru. Imponerende maleriske scenerier Krimiintrigen er raffineret og overraskende og tillader Andahazi at opstille imponerende maleriske scenerier fulde af historiske detaljer og alskens lærd stof, som han håndterer med en lethed, der gør, at det aldrig føles tørt eller belastende, men netop så overvældende, at romanens verden virkelig lukker sig om læseren. 'De flamske maleres hemmelighed' er en roman om kunsten som søgen efter det sublime, efter den absolutte sandhed, men samtidig er det en meget konkret historie fuld af farver og stoflighed og af interessante, billedskabende ord, som også oversætteren har megen ære af. Det er en roman om ambitioner, om at skabe sig sin egen identitet - også i seksuel henseende - og om menneskeligt forfald: Alle kæmper, ingen sejrer. Det er ikke just opmuntrende, men det er smukt og fascinerende skildret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her