De seneste par digtbøger, der er kommet fra F.P. Jac, har været frygtelig ringe: to såkaldte 'digtfortællinger' om den fordrukne, impotente og inkontinente Numse-Kaj, der i et væk opfører sig grænseløst pinligt. Det har hverken været sjovt, samfundskritisk, psykologisk indsigtsfuldt eller noget andet, bare pinligt. Men bedst som man troede, at Jac endegyldigt var ved at lade sit uomtvistelige talent gå til i tisseprut, viser han sig fra en anden og bedre side. Muntert pludrende I 'En græssende glæde til dit ydre' er Jac tilbage i rollen som den muntert pludrende poet, der besynger naturen og årstidernes skiften, kvinder og især den eneste ene samt livet i almindelighed: »Det sker som altid i små ryk,/ grenene lokker solen til sig./ Og den sidste sne smelter under rødmossede ansigter«. Sådan begynder det første digt, 'Denne hengivelse til lyset'. Lyset er ved at vende tilbage; det er sent i februar. Årstidernes skiften Med skiftevis et digt og en 'årsnote' arbejder bogen sig herefter gennem forår, sommer og efterår; der er hverdagsstemninger, erindringsglimt og tomgang, og 80 sider længere fremme er man nået til slutningen af oktober, hvor mørket melder sig igen, konkret og symbolsk: »Døden skinner altid på mig, denne søvn uden drøm og berørelse, befrielsen fra denne depression, men den kommer vel, for helvede«. Som sin poetiske forfader Schade er Jac først og fremmest en lys digter. Hans stil er et skævvredet hverdagssprog, som bumler af sted i en af og til charmerende, af og til kedsommelig pludren. Det, som gør det værd at læse, er de vidunderlige og dybt originale sproglige fund, som Jac med rette er berømt for. Sprogblomster Han kan som ingen anden pludselig ruske i det danske sprog og få det til at sige noget nyt. »Skillelinjesovs«, f.eks., som betegnelse for en væsentlig bestanddel af etnisk dansk mad. Eller »snart kogler kaffen« med et ekstra 'l', der forskyder udsagnet fra en trivialsproglig konstatering til et malende udtryk, som bringer det boblende og frydefulde frem ved kaffen. Disse herlige sprogblomster kan man nu igen gå på jagt efter, for Jac har (næsten) forladt de puerile pinligheder til fordel for de muntert pludrende sproglige engdrag. Hvor man alt efter temperament kan ærgre sig over, at der er lidt langt mellem de helt unikke blomster, eller fryde sig over det, man trods alt finder.