Længes man somme tider efter noget, der er sødt? En forårskage, en is, et stykke dybfølt mørk chokolade? Jo, det gør man da - men måske er der tyggegummi i bunden af isen, måske bliver det søde ... en tand for sødt. Det danske ord 'sødt ' er også banalt. 'Sweet' lyder rigtigere. A sweet book! Måske måtte man hellere slå om og bevise, at man har fattet tidens trend og grumme virkelighed, at der er sorger og lidelser, man ikke kan reparere på, selv om man ville. Man er et barn, som er blevet voksen. Hjertelig ærlighed Iselin Hermann er god til at huske og leve sig ind i rollen som barn. Hun debuterede med den raffinerede brevroman 'Prioritaire', men hun har siden skrevet børnebøger og ikke mindst den spændende beretning fra Syrien, 'Der hvor månen ligger ned'. Hende ville man gerne gå til foredrag hos. Grunden til hendes succes er den hjertelige ærlighed, som aldrig foregøgler større drama end det, hun kan registrere med egne fintfølende antenner. Længslen efter far og mor I 'Træer sår sig selv' er vi tilbage hos den femårige Sveske på barndomsgården engang i 1960'erne - dengang. Sveske er på sommerophold hos sin morfar og mormor i tre uger, mens forældrene er på ferie. Savnet og længslen efter far og mor er den lille bitte bitre pointe, så præcist og elegant formuleret, at den først slår igennem til sidst i bogen, da Sveske er faldet i søvn, og to brune mennesker endelig kommer kørende i en hvid bil, hun synes hun kender: »At sove. Jeg sover. Jeg sov. Tung søvn. Selv om nogen kyssede mig på begge kinder. I det ene øre hører jeg dét navn, som mor altid kaldte mig engang, og i det andet dét, som kun var fars til mig. Det er en dejlig drøm, som jeg ikke vil falde ud af«. Sanserigdom Hele bogen handler med en rigdom af sanser og detaljer om længslen, der altid er til stede, selv når Sveske foretager sig noget andet. Hun er bare så ked af det - indeni. Og foretage sig noget gør hun jo: Morfar og mormor på landet i Nordsjælland er gammeldags velhavere, og Gården er et lystslot at vandre i, befolket med levende og varme mennesker: Der er de tre unge morbrødre, Puer, Østen og Gårddrunten med deres sorte studenterhuer, livlige og ødsle. Som den dag, da Gårddrunten tager hende med til slikbutikken og køber hele beholdningen af slik og lakrids - ja, sydmollukansk hovedjægerkonfekt i løs vægt og femogtyve negerkys og to af de højeksplosive bomber tilsat spirituosa salmiaca. Tæt på raffinement Og morfar med sit ørnenæb og sin fyldepen, og mormor med sin kryds og tværs i Søndags-BT, og Nea, den bløde kokkepige med de røde hænder - hun holder til i køkkenet og bliver forrådt, hun bliver til en anden, når hun går ind i stuen. Der er også overmod hos familien: ulykker, som ikke gik i opfyldelse. Sveske sat op på hesteryg af morfar og faldet fra hesten, men det endte godt, ligesom når Østen taber suppeterrinen og siger: »Nå ja!«. Der er støvekosten, som kilder porcelænsfigurerne på kommoden, og der er de blødkogte æg, som spises med sølvske, selv om skeen bliver blå, og ægget smager af svovl. Der er tiden, som går, og tiden, som står stille på det store bornholmerur, og tiden er uendelig lang, erindret med kroppen og genfortalt med en akkuratesse, som er tæt på raffinement - men netop afværger det: Hvorfor skrive raffineret, når man kan skrive så sanseligt og ærligt? Poetisk fremdrift Et sted i historien nærmer Sveske sig de voksnes erotik. Vil Kodriveren, den fjortenårige knægt i stalden, bære hende over i laden og voldtage hende? Men det er en drøm om fremtiden - den, man ser på det game tv-apparat med følehornene i vejret. »Åh - Kodriver« - »Åh, Charles«. Hvis sommerluften kunne fanges i en pose, hvis fortiden kunne? Iselin Hermann fanger luften og lugten, hendes fintregistrerende poetiske fremdrift bliver stående i nuet som en lille koncentreret duft af græs og humle og parfume. Historien skal fortælles, nøjagtig som den fortælles. Jeg ville så gerne anbefale bogen til nogen. Måske til de børn, der er kloge? I hvert fald til læserne.