Alt kommer til den, der kan vente - så her kommer tredje bind til danske læsere af Kerstin Ekmans bogstaveligt mageløse trilogi om 'Ulveskindet', som Bjørn Bredal her i avisen kaldte »en forfærdende og storslået historie om, hvad der skete med os nordboer i det 20. århundrede«, allerede i november sidste år, da afslutningen udkom på svensk. Men her i sidste bind kommer også opklaringen til den, der har måttet vente: Ingefrid hedder hun, hovedperson her i sidste tredjedel af det århundrede, der begyndte med den ugifte jordemoder Hillevi Klarins ankomst til Röbäck sogn ved Svartvattnet i 1916, og fortsatte med datteren Myrtens historie og hemmelige svangerskab og bortadoption af barnet omkring Anden Verdenskrigs afslutning. Stemmernes mangfoldighed Ingefrid er altså tredje generation, men opdager det først sent i livet, da hun skal arve sin ukendte biologiske mor, Myrten. Men Ekmans kvindesaga skiller sig totalt ud fra de talrige andre skandinaviske kvinderomaner fra 1990'erne over opskriften mor-datter-datterdatter. Først og fremmest skyldes det stemmernes mangfoldighed. Især Myrtens plejesøster Risten - Kristin Klementsen er denne lokale købmandsdatters døbenavn, men i mange år flyttede hun rener med sin Nila ude på fjeldet - fortæller fortsat nogle af de sindrigt tidsforskudte afsnit af denne beretning om Jämtlandssognets udvikling. Uventet formue For 'Guds barmhjertighed', første binds titel, var måske den største mangelvare i det usle udkantsamfund i århundredets begyndelse, hvor den lægevidenskabeligt oplyste Hillevis egen kontante næstekærlighed måtte træde i stedet. Men efter andet binds 'Rørte vande' - også omkring den mandlige modfigur Elias Elv med de kunstneriske evner og den dunkle fortid - vender Guds barmhjertighed på ejendommelig vis tilbage til sognet og opretter ligevægten. Ingefrid er nemlig en ægte troende, som nu omsider søger det embede, mormor Hillevi, med de samme vokaler og stavelser i navnet, aldrig blev præstekone i, snydt som hun blev af en sortkjolet listepik. Købmand Trond - der pelsede det ulveskind, hun fik at varme sig under på slædeturen det sidste stykke ud i ødemarken - blev Hillevi en bedre mand. Til stor fortrydelse for Risten og gamle Elias, der ellers så sig som enebestyrere af købmandsbutik såvel som de mange minder, kommer nu Ingefrid og skal arve hele redeligheden - ifølge testamentet. Lige så tilfældigt som en milliongevinst ved et af titlens 'skrabelodder'. Lyslevende profeter Møjsommeligt danner hun sig gennem gamle breve og fotos et billede af den ukendte mor - der imidlertid har haft en afgørende indflydelse i hendes liv: Fra hende kom - anonymt - brevet med en billet til en kirkekoncert, Bachs Johannespassion, en opførelse, som den bortadopterede datter senere må betragte som sin 'anden fødsel'. Den næsten ublufærdigt overbevisende skildring af den 16-årige piges religiøse vækkelse er enestående i moderne nordisk litteratur, der dog ellers tæller navne som Torgny Lindgren og Göran Tunström. Men er Det Ny Testamente den unge piges indgang til teologistudiet - og til kvindelige kæresteforhold i forlængelse af dét - så træder Det Gamle Testamentes profeter til gengæld lyslevende frem for Ingefrids adoptivsøn (endnu én, ja!), den lille, sorthårede og vilde Anand med de kunstneriske evner og den ringe tilpasningsevne til fællesskaber. Gevinst hver gang Mere Lucifer i svøb end Lucia-from, trods alle pædagogiske manipulationer med hans selvbillede. Mere i slægt med de vimrevæsener og lavmytologiske troldtøj, der befolker hele Ekmans landskab og danner de urgamle 'Arilds tegn', hun skrev om i en pause med trilogien for et par år siden. »Hvordan ser Gud ud?«, vil den foruroligende lille pyroman Anand vide, og moren guider ham fra skriftsted til skriftsted, fra Elias' møde med Herrens røst i »den stille, sagte susen«, til Daniels drøm om den gamle af dage på en trone af »luende ild«. Gennem disse ældgamle myter og syner lykkes det også Ingefrid at opnå en kontakt med gamle Elias, eller Elis, alt efter hvilket af hans og Röbäck-folkets fire sprog man vil tale. Og dén kontakt er afgørende for dem begge, og for alle de sløjfer på historien, som Ekman får bundet her til sidst. Hvordan? Det har enhver læser selv til gode at opdage, i et forslugent puslearbejde med at sætte afsnit, navne og stemmer på rette plads i mosaikken. For i denne mægtige saga om Svartvattnet som spejl for menneskers sikre (over)tro og usikre viden læser man på samme måde som ved skrabeloddet i kiosken: Hvad dukker der nu frem under næste strøg, på næste side? Gevinst hver gang. Alt kommer til den der kan vente.