Der er kommet en ny passager på Mystery Train. Han hedder Flemming Andersen og rejser i stillekupé. Der er ellers mange med toget for tiden. Der bliver grundlagt indtil flere serier hver måned. Bare der er mysterier nok til alle! I de senere år har Flemming Andersen været mere forlægger end forfatter. Han skrev de bløde, røde bøger tilbage i halvfjerdserne, og sidst, han lod høre fra sig, var med 'Horror vacui' (fra 1993), der nok er den bedste, danske bog om de autonome og voldens skråplan. Forbrydermagnetisme Nu handler det om Emil og Århus. Og så Århus igen. Emil er opkaldt efter Erich Kästners detektivserie. Og Århus består af en række gader, der opregnes minutiøst i bogen, skønt der ikke medfølger noget kort. Det er naturligvis et fortællekneb. Det virker bare ikke! Jo, måske hvis man er fra Århus. Når man har vænnet sig til den stakåndede tone og vejnavnene, er Emil bestemt et seriøst bud på Månedens Mysterieserie! Der er ingen slinger i Emils forbrydermagnetisme. Beroligende bedstefaderligt Han tiltrækker det lovløse som f.eks. i dette første mysterium om figuren med de tre aber. Dem, der hverken kan høre, tale eller se på én gang. Disse figurer viser sig at indeholde sjove piller til diskoteksbrug, og da en ulækker, behåret rockerhånd griber ud efter Emil, stiger frygten. Den falder også igen, for Flemming Andersen er ikke ude i det hårrejsende. Det skulle da lige være de små hår, der rejser sig, da Naja kysser Emil på munden. Normalt er den slags ting forbudt i mysterieseriebøger, men denne forfatter har altid udfordret autoriteterne, og han bringer dermed en uskyldig sødme ind i det daglige detektivarbejde. Historien er ret utroværdig, men det hører jo med! Den er fortalt med overblik og sikkert komponeret. Snart hugger sproget som et skib i havsnød, og snart er det blikstille. Stille og beroligende bedstefaderligt. Både Emil og Naja går på Kochs Skole. Du ved! Den der oppe på Trøjborg!