I 'Helge Elg' behandler Tomas Lagermand Lundme et af barndommens klassiske temaer: Frihed eller ordnede forhold. Leg eller alvor. Forfatteren henlægger handlingen til Forbudssverige og sanker således brænde til det ulmende bål af kritik, som lyder derovrefra af mange af de nyere danske billedbøger. Dem, som vi er så stolte af! De beskyldes for voksenironi og manglende barnlig umiddelbarhed. Det hele passer (desværre) på Lundme. Men så har han endnu en elg i baghånden! Det er Jørgen Stamp. Forelsket i Mona Elgen hedder ellers Helge. Sammen med sine artsfæller tilbringer den en del af tiden med at drille bondemanden. Han må ikke skyde tilbage ifølge loven, for så kommer elgpolitiet. Dyrene viser ham både klov og bagdel - men én af dem gør det ikke. Helge er doven af natur, han har ikke behov for at hoppe omkring og vifte med geviret. Helge kunne godt tænke sig at gå sammen med køerne og hestene og få rigeligt med hø og staldvarme. Så elgen henvender sig til den nærmeste elgsagsbehandler, som sætter ham på listen over mulige adoptivelge. De skal snakkes ved over mobilen, men i mellemtiden bliver Helge forelsket i elgkoen Mona - Mona, Mona, Mona! - og vælger så alligevel det frie elgliv. Hvornår mon jagtsæsonen går ind? Det tjekker Helge vel over nettet! Galsind og tungsind Sådan en tekst har alt det, som ingen børn kan forstå og forholde sig til. En satire over et venligtsindet naboland, en uforløst hensigt og en forvirret spænding mellem frihed og fred; mellem uro og orden. Det er skudt over målet, men kernen i historien - den forvirrede elg - toner frem i al sin kraft i Jørgen Stamps enkle og stærke tegninger. Her er skovenes konge, det store, enfoldige, klodsede og godhjertede elgdyr. Helge har for det meste kun ét udtryk, men sådan er det nok med elge. Her kommer jeg! Jørgen Stamp markerede sig for alvor sidste år med to bøger for de allerførste bogslugere og -kastere. De hedder 'Kvæk' og 'Vov' og kan stadig fås! Tegnerens styrke er den rene energi og tyngde. Tilsat galsind og - nu med Helge - også tungsind. Sommetider er tankerne større, end pelsen kan rumme.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























