Økologiske kiwifrugter smager bedre end sprøjtede, og ved at vælge dem hjælper man både sig selv og miljøet. Eller hvad? For økologiske eller ej, så skal kiwierne jo flyves eller sejles hele vejen fra New Zealand, og lægger man brændstof til i miljøregnskabet, er det vist så som så med økologien. Men bør man så kun spise æbler og pærer, hvis man bor i Danmark? Det gider man jo ikke. Eksotiske frugter er da en slags menneskeret. Ulykkelig kærlighed I sin nye roman 'Fra smørhullet' griber Kirsten Hammann fat i det almindelige menneskes dobbeltmoral. Hendes hovedperson Mette er så normal, at det næsten gør ondt: midt i 30'erne, single, med lejlighed i Amaliegade og et stort forbrug af slik, ugeblade og tv. Hun er hverken særligt dum eller særligt klog, men måske nok en anelse doven, for uanset hvad hun fatter interesse for, stikker det ikke særligt dybt: »Hun bliver åndfuld et kort øjeblik, så kommer der en komedie på TV3, og problemet er løst«. I Mettes bagage ligger der en historie med den eneste ene Søren, som hun engang hang sammen med som to alen af ét stykke, men som forsvandt, da vinduerne i deres perfekte lille lykkeland begyndte at blive malet over med skæbnesvangert sort. Fordømmende fortæller Pludselig er der gået seks år uden sex, mere end 2.000 dage uden et kys, og Mette kan ikke forestille sig, at der nogensinde skal komme nogen ind i hendes skede igen. »Hun ser et billede af sig selv, hvor hun rimper skamlæberne sammen med en stoppenål og bomuldssnor. Som om hun lukkede røven på en gås, så æbler og svesker ikke falder ud«. Men hun drømmer stadig om Søren om natten. Mette er altså normal, men hun er også skrift. 'Fra smørhullet' sender flere hilsener til Hammanns værk fra 1993 'vera winkelwir', men hvor vera var vild og gal og vred, er Mette bare ordinær, og alt, hvad hun kommer i nærheden af, trækkes ned på hendes plan. Alligevel synes hun selv, hun er noget særligt, og er bange for at dø. Som romanfigur er Mette på én gang hende, der oplever og observerer verden, og en type, der (for)dømmes af den overordnede fortællerstemme, der giver sig til kende som en, der sætter prikker mellem stavelserne ligesom i de gamle læsebøger om Søren og Mette og overvejer, hvordan man skal begynde og slutte historien. Billede af nutiden Fortælleren kan/vil imidlertid ikke styre Mette, så hun rykker op på næste udviklingstrin, når der sker noget drastisk. Hun laller bare derudad og bliver kedeligere og kedeligere, mens tiden læger hendes sår efter Søren. Ikke som en helbredelse, men »amputationer og følelsesløshed er heller ikke af vejen«. Romanen er hovedsagelig bygget op over optegnelser i dagbogsform og giver således et billede af verden 2001-2003 set gennem et temperament. Og selv om Mette ikke tænker ret længe ad gangen, når hun dog omkring ganske meget - fra de indespærrede mennesker i World Trade Center over indkøb i IKEA, sponsorbørn og hjemløse til forundring over, hvorfor foden vipper, når man lægger benet over kors. Knivskarpe kommentarer Nutiden garneres med glimt fra en barndom i 1970'erne, som det var utroligt, at nogen overhovedet overlevede, når man tænker på sommerferierne på de tyske motorveje, og en ungdom i 1980'erne med høj musik, farvestrålende tøj og spredte ben. Det hele har fået en tur i Kirsten Hammanns sproglige fremkaldervæske og fremstår som knivskarpe kommentarer til en kultur, der glædes, når den genkender sig selv. Men i det omfang, man genkender sig selv i denne rapport fra smørhullet Danmark, føles det nu mere som en afsløring end som en glæde.