De morer sig vældig godt på omslaget, de damer Kirsten Thonsgaard og Karin Flensborg, som i to omgange har optrådt på Svalegangen i Århus, hvor de sad og strikkede og fortalte historier. En slags moderne 'Æ bindstouw' kalder de det selv. 15 af de historier har de nu samlet i en bog - og det skulle de nok ikke have gjort. Måske har det virket i mundtlig form, men i skriftlig bliver det ikke så lidt gumpetungt. Tornerose som reagensglasbarn De tager kendte historier og eventyr og giver dem et nutidigt twist, men hvor sjovt er det at lade Torneroses forældre være topledere og Tornerose komme til verden via et reagensglas. Eller at placere havmandens Agnete i kvarteret omkring Bispetorvet i Århus. Havmanden bor der, hvor Århus Å løber ud i havet, og ligner hverken Keld Heick eller Bubber, mere Jack Nicholson, men alligevel får Agnete migræne og bækkenbundsløsning og vender tilbage til Århus, for passion varer ikke evigt. Ikke bedre af kogeø Tjo. Der er bare det ved det, at de eventyr, der er grundlaget for historierne, faktisk er temmelig gode i sig selv. Det er derfor, de er klassiske. Konen i muddergrøften bliver ikke bedre af at ønske sig parcelhus med kogeø og Ikea-møbler og forsynet med velmente råd om ikke at blive for stresset, fordi man hele tiden ønsker sig mere. Den har man faktisk fanget. Bogen hedder 'Voksne damer' ligesom de to forestillinger på Svalegangen i 2001 og 2003 - og der kommer en tredje forestilling til næste år, fortæller forfatterne i forordet. De er henholdsvis seminarielærer og mag.art. og har tidligere udgivet diverse bøger om fortællekunst hver for sig og sammen. Og ser i øvrigt ret voksne ud. Men alderen er udeladt i præsentationen på bogens for- og bagklap. Det kan jo også blive for sjovt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























