I 1993 fik Toni Morrison (fødenavn: Chloe Anthony Wofford, født i en arbejderfamilie i 1931) den svenske nobelpris for en række romaner, der alle er oversat til dansk: 'Sula', 'Salomons sang', 'Blå blå øjne', 'Elskede' og 'Jazz', blandt andre. Hun er, hvad amerikanerne kalder beloved, i afro-amerikansk litteratur - en sort forfatterinde, som har vundet både kritikkens og publikums gunst, og som har taget turen til det litterære Amerikas hjerte for sin episke fortællerkraft og poetisk-ekspressive skildringer af sorte mennesker i USA. For øjeblikket underviser hun i litteratur på Princeton University. Konstruktionen af den sociale realitet i USA går tværs gennem sorte menneskers skæbne. USA ville intet være uden dem - uden slaveri, uden borgerkrig, uden en meget langstrakt kamp for lige muligheder - eller sagt på en anden måde: uden den psykologiske fornemmelse af traume. Sort under-USA I en vis forstand er fornemmelsen af race altid en fornemmelse af anderledeshed. I tv serien 'Sex and the City' ser man, at en af de skøre kvindelige New York-hovedpersoner har et forhold til en sort Mr. Perfect. Han er læge, han er skøn - den rødhårede juristpige elsker med ham. Men oh! Det viser sig, at den mand, hun virkelig (?) elsker, er hendes lille halvgrimme eksmand, som hun har en søn med. Sociologisk holder den beskrivelse, selv om den er megaplat - og selvfølgelig dybt ironisk tænkt. Der er et skræmmende sort under-USA , ligesom der engang (jeg beklager sammenligningen) var en dansk arbejderklasse, som i 1970'erne fik sympatien med sig og blev beskrevet i a rbejderlitteraturen - ikke ret meget af den med en styrke, som overlevede. Hvorfor? Mangel på talent? En forfatter er ingen arbejder. Men en sort forfatterinde er sort, uanset hæder og Princeton. Dette skal med som apologi for, at jeg ikke synes ret godt om Toni Morrisons nyeste bog, 'Kærlighed'. Selskabsdame med energi Jeg indser vel, at hun skriver løbende og levende og dialogisk om sorte menneskers historie i fortid og nutid. Det handler om den gamle Bill Cosey, som ejede et badehotel, et berømt luksushotel for negre på vej op. 25 år senere er hotellet forvandlet til en kulisse, et støvet hus, som stadig bebos af Bill Coseys enke Heed og hans barnebarn, Christine. Til huset kommer så Junior, en moderne ung kvinde, som blander sig som selskabsdame med en tæft og energi - så meget blander hun sig, at fjendskabet mellem Heed og Christine fortoner sig. Er det fortiden, som går under? Ukendt erfaringsgrundlag Det er en bog om normer og mønstre, som ligger os fjernt - ikke blot fordi vi ikke er amerikanere, men basalt fordi vi ikke er sorte. Jeg er ude af stand til at vurdere, om skildringerne er i overensstemmelse med mine egne (ret begrænsede) erfaringer og holdninger. Handlingen flimrer for øjnene af mig - jeg synes ikke, jeg kender nogen af personerne. Det skyldes ikke, at Heed for eksempel bliver gift som 11-12-årig - det kunne vi også have fået at vide om en dansk hovedperson. Det skyldes, at hun tænker og taler med et sort erfaringsgrundlag. De sorte, vi forstår, er efter Toni Morrisons overbevisning blevet hvide (og dem er der da utallige af, med Colin Powell i spidsen.) Toni Morrisons ofte udtalte, bramfri fordømmelse af amerikansk politik og typiske amerikanske normer synes at blive bekræftet af min afstandtagen. Bogen er glimrende oversat af Annelise Schønnemann, og den kunne egne sig til en revurdering i vores bogtillæg Bøger. Hvorfor kedede jeg mig? Er jeg så bleg?