»Kan kannibalismen mon redde verden?«, spørges der et sted i Jess Ørnsbos nye digtsamling, og hvis det er det eneste håb, man har, ser det jo noget sort ud. Og dystert ser det unægtelig ud hos denne ukuelige pessimist; sortsynets syrede digter er virkelig i 'Hopla', som den nye digtsamling hedder. Den lægger sig i forlængelse af den udknaldede og fremragende 'Undren' fra 2001 og den mere afdæmpede, lige så fremragende 'Tavse digte' fra 2003; og den kommer bare et år efter sidstnævnte - det ligner en accelererende raptus. Som i de forrige samlinger finder man i 'Hopla' aggressive og paranoide udladninger i et højenergisk, udsyret og ofte meget morsomt, billedfortættet sprog, som er originalt og umiskendeligt. Det er kun hos Ørnsbo, man finder »forbidragende albuer«, en mand, »der står og spytter/ blodtryksmedicin ud over/ en tidligere kat«, »fugle uden tilknytning/ til arbejdsmarkedet«, »lavtflyvende roser« og »toptørrede damer«, der »gransker planerne/ for den næste rumfart«. 99 forskellige digte Fordi humoren er lige så kulsort som livssynet, bliver man faktisk ganske oplivet af at læse disse indædt mismodige digte. Undertitlen angiver, at der er tale om »99 forskellige digte«. Det er både rigtigt og forkert. Det er forkert, eftersom mange af digtene faktisk minder om hinanden i kraft af den sorte humor og det sorte livssyn. Men det er på den anden side til dels rigtigt, at der er tale om forskellige digte, for så vidt som man i 'Hopla' også finder tekster, der afsøger andre registre end det aggressivt absurde, desperat sorthumoristiske. Således kommer både sorg og sårbarhed mere eksplicit til udtryk end tidligere. Men først og sidst er det den oldschool-modernistiske meningsløshed og fremmedgjorthed, der dyrkes. Ideologisk set er det egentlig ret trivielt, næsten lidt træls: Det hele er ad helvede til, og det er menneskets og civilisationens og systemernes skyld. Konstante overraskelser Mange af de absurde koblinger lader det menneskeskabte og moderne optræde demonterende i forhold til det naturlige og klassiske: Udsagn som »fugle uden tilknytning/ til arbejdsmarkedet« og »lavtflyvende roser« tager klassisk poetiske naturgloser og sviner dem til med modernitetsgloser. I og for sig et billigt trick. Men det virker, for Ørnsbo udfylder figuren med konstante overraskelser. Og så undgår han den faldgrube, der hedder nostalgi og sentimentalitet i forhold til det naturlige og de gode gamle dage: Ørnsbos naturbegreb er ikke romantisk; naturen er ikke et oprindeligheds- og godhedsreservat, for også i dén er der ikke meget andet end brutalitet og elendighed. Jeg deler ikke Ørnsbos kompromisløst mistrøstige livssyn, men jeg har ikke noget imod, at det rusker i mig. For der brænder en sort ild under hans vers, de sprutter og syder af energi. Og så rummer de udsagn, der er så uventede og udknaldede og sært foruroligende, at man ikke finder det magen til andre steder: »Gå aldrig rundt i mørket/ når lysekronerne er med æg«. Husk det nu! Og kom i 'Hopla'.