Australien og New Zealand trak mange mennesker til sig i 1800-tallet. Fattige eller næsten fattige folk drog op især fra England og drog ud. De pakkede, hvad de havde, i kasser og kufferter og tog af sted, ud til et land, hvor de mente eller håbede på, at tilværelsen ville være dem god. Eller måske blot en anelse bedre end den gamle. Smittes med guldsyge En mand, hans mor og hans kone sælger det meste af det, de ejer, og tager den lange tur til New Zealand. De køber et stykke land og får bygget en midlertidig tørvehytte - og de er fulde af planer og optimisme. Men manden bliver syg, han gribes af guldsyge, tror på linje med masser andre mænd, at han kan finde guld, og forlader derfor konen og moderen. Egoisme og kærlighed Guldsygen får det værste frem i mennesker, og Rose Termain har et skrapt blik for råheden og egoismen, som blomstrer overdådigt i guldfelterne i den barske newzealandske natur. Heldigvis trives der også medmenneskelighed, og den folder sig ud i en smuk, enkelt fortalt historie om konen, hendes kampe og om den kærlighed, hun møder undervejs - mens manden er på vej et andet sted hen. Langtrukken men medrivende Rose Termains roman opleves en anelse langtrukken, selv om dens realistiske beskrivelser af guldjægernes næsten håbløse søgen, deres udmattende udvaskning af jord og sand iblandet stråler af håb i passager er ganske medrivende. Til gengæld overbeviser sidehistorien om en indfødt piges, Pares, {lsquo}forhekselse' af en hvid dreng ikke rigtig. Men en ting er man glad for, når man har læst {lsquo}Guld', og det er at man ikke lider af hverken guldsyge eller spillelidenskab, for det fører kun ulykke med sig. Det er faktisk kun dem, der ikke søger, som har lykken og heldet med sig.