På drageryg

Lyt til artiklen

Stefan Frello har skrevet bedre historier end denne om 'Lasse og Sofie i Fuldmåneskoven'. Det er en oplæsningsbog af allerrareste art, som nok er blevet lidt for rar. Og med de skærpede sanser, som børn har, når de ligger i deres senge og får læst op, vil det være klart fra begyndelsen, hvilken vej historien vender. Duftende billeder Godt, at Flemming B. Jeppesen har illustreret. Han er den halve bog, selv om han fylder mindst. Giv denne tegner fuldmånen! Giv ham også tåge og tudser, trolde og Trondor, der er en lille drage med kun en sagte ild. Bogens billeder i sort-hvid dufter af hyld og knirker af sne, så det er helt overvældende. Kun Palle Bregnhøi kunne gøre det lige så godt! H.C. Andersen Stefan Frellos tekst myldrer med natur, så Flemming B. Jeppesen har kunnet vælge frit på hylderne. Og øve sig på nattergalen. Efter sigende er tegneren ved at gennemillustrere H.C. Andersens samlede eventyr. Han har travlt. Der er jo en deadline. Lasse og Sofie er tvillinger og syv år. De har ikke noget at klage over. Hvorfor dragen banker på netop deres vindue, står ikke klart. Men sammen med alle slags trolde, talende kogler og tungsindige sten oplever børnene, at verden er anderledes. De bliver hentet hvert kvartal ved fuldmåne. Egentlig varme opstår dog aldrig mellem børnene og beboerne i Fuldmåneskoven. Da de første år er gået, bliver Lasse træt af det, og til sidst gider heller ikke Sofie mere. Uklar hensigt Dragen banker forgæves, for børnene er vokset fra trolde og fri fantasi. De er blevet 'normaliseret' og er klar til næste trin, der hedder 'noget for noget'. Men heldigvis har lillebror lige fået sit eget værelse. Allerede fra starten anes, at der er ugler i Fuldmåneskoven. Det kommer til at præge historien. De medvirkende væsner er uengageret beskrevet, og hensigten (idéen) står heller ikke helt klart. Ikke at der nødvendigvis skal være en hensigt. Men så skal det være hensigten! Her er rystet lidt med eventyrærmet. Det er ikke nok. Sprogligt kører det rigtigt godt, men det er heller ikke nok. Så det er klart, at Lasse og Sofie heller ikke gider mere!

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her