Norske Karin Fossum skriver både krimier og psykologiske romaner, med dybde ud over det sædvanlige. 'Natten til fjerde november' er et kammerspil, og det behersker hun også, Fossum. Romanen handler om en lille familie på tre, der alle er knudemennesker, både den alt for travle Magnhild, den bortvendte Jon og deres syttenårige, tavse datter Jonna. Sugende mareridt Jonna bliver væk i tågen på allerførste side: »en tyk tåge, der kom rullende ind fra havet. Den dæmpede alle lyde, og den dæmpede lyset«. »Byen, der ellers ikke blev regnet for særlig smuk, virkede dunkel og fuld af hemmeligheder«. Bogen udvikler sig straks til et sugende, grimt mareridt, for Jonna er som sunket i jorden. Uhyggelig selvransagelse Og forældrene kommer også til at synke. Faren begynder at se voldsomme syner, han kan se alt ned i de mindste detaljer, hvordan hun måske er blevet mishandlet med en skruetrækker. Samtidig havner både Magnhild og Jon i nogle lag, hvor de færreste forældre sjældent ankommer. En bundløs angst og en murrende skyldfølelse. De havner i en uhyggelig selvransagelse. Håbet er lysegrønt Fossum har et greb om sine personer, hvor hun går helt tæt på deres små snævre mønstre, deres vaner, som banker dem ind i nogle hjørner, hvor de måske slet ikke har lyst til at være. Samtidig med at håbet kommer krybende. Fordi mennesker, der har svært ved at tage sig selv alvorligt, længes efter, at det skal blive anderledes. Det er, når håbet kommer krybende, Karin Fossum får fat, samtidig med at Jon og ikke mindst den handlekraftige Magnhild tvinges til at runde nogle hjørner. Intens dybde Fossum er inde ved en nerve mellem børn og forældre, hvor alle holder sig fra den inderste strøm. Men ikke Magnhild, hun kommer til at gå hele vejen. Og det er ubehageligt for hendes mand og for læseren, men det er godt nok også ubehageligt for Magnhild selv. Fossums prosa er umærkelig og enkel. Det lille familietrekløver ligner den slags far, mor og teenager, man har set de første hundrede gange, men følelsen af at blive taget alvorligt er lokkende og renfærdig. Fossum kan godt lide små mennesker, når de overskrider grænsen fra det automatiske til det famlende ægte. Den nye roman er ingen undtagelse. Fossum har gjort mere ud af plottet i andre romaner, men her gælder det først og fremmest den intense dybde, og hvis man samtidig vil sukke af lettelse over, at Jon og Magnhilds mareridt ikke er ens eget, er 'Natten til fjerde november' oplagt læsning.