Alt lykkes i en gasovn, sagde man på 'Krøniken's tid. Nu lykkes alt i billedbøger. Hér er to debutanter med fantasien på rette sted. Tegneren er den mest velstegte, men sådan er det ofte. Og i virkeligheden lykkedes alt sikkert heller ikke hele tiden i en gasovn. Men til sagen! Karin Feit Almberg har skrevet om drengen Martin, der sidder mutters alene i køkkenet en søndag morgen, mens far og mor bobler. Færre ord, tak! Drengen tegner små figurer og genstande, som han klipper ud. Og nu bliver de levende. Det gør også dinoen på cornflakespakken og koen Karoline. Der spilles fodbold. Det går vildt for sig oppe på køkkenbordet i 'Papirdrengene'. Forfatteren har svært ved at fatte sig i korthed. Det er en svaghed i branchen. I virkeligheden skulle der slet ikke være ord i en billedbog! De kunne følge med i en pose sammen med bogen. Derfor kan en forfatter jo godt få sit navn på forsiden. 'Uden tekst af Louis Jensen' f.eks. Men det var en strøtanke. Ro og rytme Det er altså en kringlet historie, der er sat til hævning. Men Kamilla Christiansen hæver den til skyerne. Hun tegner med sikkerhed og overblik. Ordene kan hun ikke rette op på, men hun kan give historien sit personlige billedsprog. Det sker i papirklip og venlige farver fra grovkøkkenet. Med ro og rytme spiller hun op til fantasien. Det er ikke fodbolden eller dinoen, men de små gestalter på ternet papir, der styrer på køkkenbordet. Billederne har indbygget energi og indfald ud over det sædvanlige. Heri ligner debutanten Mette-Kirstine Bak. Men ellers minder Kamilla Christiansen nok mest om Tine Modeweg-Hansen. Så hun er altså sig selv! Og alt er lykkedes.