Hengivelsen er en lille roman, men den er den første. Og den er god. Pia Tafdrups stemme er uden svinkeærinder, enkel, ukompliceret på overfladen, dybere i grundelementet. Næsten banal - en lystlæsning, som får én til at sørge. Den er som trappeskakten på forsiden - en trappe, der fører ned til undergrunden, hvorfra man ikke mere kommer op som sig selv. Hollywood-drøm Pigen Pascha er begyndt på en klatretur over i et fremmed hus, som ligger som naboejendom på moderens vej. Hun kunne være gået ind ad døren, men hun tilegner sig det fremmede hus med besvær, som i drømme - indtil hun er nået ind til ejeren af huset, en fremmed mand. Ikke rigtig fremmed - han hedder Patrick, og han lokker hende ud af hendes jeg - krænger sjæl og legeme ud og elsker hende med en sødme og varme, som man skal være meget kuldslået for ikke at drømme om og genkende. Historien om Pascha og Patrick er en Hollywood-drøm, en lysende og gysende drøm om elskov - passioneret, sensuel, opgivende. For hvad er det, Pascha opgiver? Sig selv. Næsten gammeldags Men romanen begynder og slutter også med et hvorfor. Hvorfor er mænds og kvinders kærlighed forskellig? Hvorfor er kærligheden lidenskabelig og endegyldig forandring for den ene og (kun?) en seksuel lyst for den anden? Er det sandt, at vandene skilles, at kvinder og mænd er forskellige hinsides kønnet? Patrick kommer og går, som i de drømme, Pascha får om natten. Pigen ser ind i en anden verden - hun bliver set. Manden ser hende, men han forandres ikke af kærligheden. Han er så perfekt, at han kun har de banale svagheder - et andet liv, hans eget. Pascha har byttet sit liv ud. For hende er den seksuelle revolution et anarki, som tilintetgør hende. Bogen er ren i sin passion, næsten naiv, næsten - ja, hvad siger man? Gammeldags, siger man. Den stiller et umuligt spørgsmål fra start til slut - et af de spørgsmål, popkulturen plejer at stille: »Når jeg nu elsker dig ... hvordan kan du så undvære mig?«. Altudslettende sødme Patrick er en mand i tre dimensioner. Men han er også en mand, og det viser sig, at Pascha tog fejl, da hun prøvede at gøre ham til en elsker. Pascha kan klatre og klatre og tro sig i himlen, men hun er kun i mandens verden af uendelige valg, der snor sig som trappen. Opad i det uendelige, til du står ved en lukket dør, som er låst af manglen på enighed om, hvad saligheden skal betyde i livet. »Hvad Søren, er det du læser, mor?«, siger en af mine døtre med munter forargelse, da hun bladrer i bogen, som ligger på bordet. Åh, ingenting, svarer jeg med røde ører, dybt berørt. Romanen er naturligvis prosa, men den har digtets rene lidenskab og rene skuffelse. Ikke selvironisk - ikke munter, en bog for kvinder? Vil Pascha altid blive svigtet? Ja, af de mænd, som er mænd. Der er en altudslettende sødme i den erkendelse, som er digterens eneste svar på hvorfor. Derfor!