Der skal bestemt mod og måske ikke mindst kvindehjerte til at skrive en roman om H.C. Andersen og dennes liv. Men det er det, Birgitte Berntsen har vovet, og romanen har bestemt en række gode takter. Portrættet af H.C. Andersen tegnes med udgangspunkt i årene 1848-50, det vil sige under den slesvigske treårskrig, den krig vi mente, vi vandt, men som var optakten til en lang række ulykker, kulminerende med tabet af Sønderjylland efter nederlagene i 1864. H.C. Andersen var en god dansk mand, men han elskede at rejse i Tyskland, og han havde et utal af venner og bekendte her. Da han var en snob, satte han især pris på venskabet med hertugen af Weimar, og det pinte ham, at han hverken kunne besøge ham eller skrive til ham eller andre på grund af krigen. I disse år opholdt han sig hyppigt og længe på Glorup som Greve Gebhard Moltke-Hvitfeldts gæst, og her havde han det så godt, som H.C. Andersen med sit sind, gemyt og legemlige skrøbeligheder nu engang kunne have det. Dagbog som kilde For det meste sidder Birgitte Berntsen som fortæller på skulderen af Andersen, ser med ham, ser på ham, og det lykkes hende et godt stykke hen ad vejen at indfange og gengive dette sære gemyt med hans mange kvaliteter, hans storhed og hans vildt irriterende egenskaber. På Glorup havde man under krigen indkvartering af både danske og svenske tropper, og Andersen har i sin dagbog skrevet om mødet med soldaterne, om uroen og den angst, man følte. Og det er dagbogen sammen med Andersens mange breve, der er kilderne, og de følges ret nøje, undertiden ordret, også når der ikke er tale om direkte citat. Jokeren Holm En romanforfatter har nogle muligheder, som den faglitterære forfatter ikke har, hun kan lægge til, fortolke på en anden måde og også indlægge andre personer. Det gør Birgitte Berntsen, blandt andet indlægger hun en ung fyr, der er avanceret til kammertjener, og som er den, der fortæller om, hvordan hans klasse opfatter digteren, nemlig som smålurvet, fedtet med drikkepenge, sær. Holm er en joker, og han gør Andersen bange ved sine antydninger om dennes baggrund, blandt andet fortæller han forblommet om Andersens halvsøster, hende Andersen var så frygtelig bange for skulle bryde ind og ødelægge hans liv. Holm er også seksuel tvetydig og forsøger at forlokke digteren. Desværre bliver han som figur tabt af syne, hans farlighed følges ikke op. Andersen-skikkelsen er i det store hele lykkedes ganske godt, måske fordi den ikke ligger så langt fra det billede af H.C. Andersen, som forskellige faglitterære forfattere i nyere tid har tømret sammen. Når romanen alligevel ikke kan siges at være rigtig vellykket, skyldes det, at Birgit Berntsens sprog ikke slår til til at beskrive Andersens komplicerede sind. Som læser skal man endelig se bort fra bagsidetekstens oplysning om, at Birgitte Berntsen »nærmest som et medium har indlevet sig i kilderne«.