En strømer ved navn Louise

Lyt til artiklen

Det hele begynder med to mord. En ung kvinde findes kvalt i en park, og bag et hotel finder man liget af en journalist, listigt stukket ned i hovedet. Og så træder Louise Rick i aktion. Selvfølgelig ikke alene, thi hun er kriminalassistent, og med sig har hun hele hirden af håndgangne strømere med hele isenkrammet til opklaring og obduktion. Men selvfølgelig er det først og fremmest Louises sag sammen med hendes veninde Camilla, den kække og kokette journalist, som tør, hvor andre tier. Livsstilsthriller Sara Blædels debutroman, 'Grønt støv', er en rigtig både sympatisk, redelig og rapkæftet krimi. En politiroman, ja vist, men også helt i tidens trend, fra vor egen 'Rejseholdet' til dundersuccesen Lisa Marklund, meget af en livsstilsthriller, en fortælling fra vore dage om det både søde og sure liv blandt de unge som singler, par og enlige mødre. Louise er en overmåde menneskelig strømer, nu og da lidt for menneskelig skulle man synes, når hun egentlig aldrig kommer helt over sit første professionelle møde med den meningsløse kriminalitet. Til gengæld kommer man hurtigt til at holde af Louise. Erfaren fan Politiarbejdet fejler bestemt ikke noget. Selv om Blædels københavnske politigård, virkelighedens både myldrende og monumentale arbejdsplads, fremstår lidt øde og mennesketom, kan man mærke, at denne krimi er skrevet af en erfaren fan og kender af genren, som har orden i sagerne. Hun snyder kun lidt på vægtskålen, og det skal hun have lov til. Opklaringen er vidtløftig, men også den hænger sammen inden for plottets præmisser, sådan da. 'Grønt støv' er en noget snakkende og slentrende krimi, fordi den opmærksomt og grundigt tegner sine hovedpersoner ud i detaljerne, og fordi den tager sig tid til at sætte vand over til te, købe sushi ind til aftensmad og snakke lidt om, hvorfor man ofte er mere knyttet til sin hjerteveninde end ham stodderen, man kalder kæreste. I mine maskulint afstumpede øjne giver dette plottet et langsommeligt drive i forhold til suspense og spænding, mens andre - kvinder? - sikkert vil finde dette luntetrav charmerende, vedkommende og underholdende. I hvert fald, alt i alt en god og gedigen krimiroman, en solid og stilsikker debut. Så vi vil meget gerne høre mere til Louise, og mon hun nu flytter sammen med Peter?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her