Der er et enkelt godt gib i Benn Q. Holms nye roman, 'Frederik Wenzels rejse'. Et enkelt sted, hvor historien tager en overraskende drejning, og man må sande, at tingene ikke hænger sammen, som man troede, de gjorde. Men ellers er der sandt for dyden ikke meget at komme efter i denne bog, der bedst kan beskrives med fortællerens egne ord om en grillfest, han deltager i: »Det er på en måde meget hyggeligt, men også lidt kedeligt«. Forhindringer fylder Handlingen finder sted i løbet af et døgn i juni, hvor Frederik Wenzel, som er gymnasielærer, 38 år og rimeligt populær blandt sine studenter, venter på, at hans elskede Kajsa skal ankomme med fly fra Stockholm. Det bliver et døgn med forhindringer, hvoraf et par stykker virker, som om de mest er anbragt i historien som fyld. Først skal studenterne sendes af sted i deres pyntede vogne, så skal kollegaen Axholt med portvinstuden holdes på afstand, og om aftenen skal fortælleren til grillfest hos rektor. Først herefter, midt i bogen, tager handlingen en slags fart, og det, som skal være det psykologiske portræt af en mand, der løber væk fra alt og alle, tager form. Pæne mennesker Men selv om Frederik Wenzel altså er skruet anderledes sammen, end man umiddelbart skulle tro, er han ikke nogen helvedes interessant person. Det virker, som om der er ved at gå Anders Bodelsen i Benn Q. Holms forfatterskab: Pæne menneskers pæne problemer hænges op på en tynd intrige og en fantastisk sans for detaljer. Vi er i den grad i København, hvis gader og kvarterer passerer revy, mens fortælleren bevæger sig igennem døgnet. Det er bare ikke nok til at holde interessen for en roman i kog, at man kan se den by, man bor i, for sig. Sidegaderoman Som københavnerroman er 'Frederik Wenzels rejse' at ligne med Meldahlsgade, hvorom fortælleren siger: »Jeg har altid fundet det dybt ironisk, at Meldahl, byplanlæggeren som gav København ikke blot Farimags- og Voldgade-ringgaderne, men også det parkbælte, der nu i lettere amputeret form løber fra Carstensens gamle forlystelseshave til Østre Anlæg, er blevet spist af med et asfalthul, som ikke engang taxachaufførerne har hørt om«. Benn Q. Holm har tidligere (i 'Hafnia Punk', min yndlingsbog i forfatterskabet) vist, at han kan bygge stort og få geografi, plot og psykologi til at gå op i en højere enhed. Men denne gang er det altså ikke blevet til mere end en lille sidegade på forfatterskabets store kort.