Finsk litteratur er måske ikke det, man allermest forbinder med humor, når man bor i sydligere egne som Danmark. Men det finske litterære felt indeholder nu andet end postmodernistiske romaner af alle typer og kvaliteter - hvad efterhånden de fleste lande kan diske op med. Vi er også langt fra Vinterkrigens traditionelle grå eksotik og betonforstædernes ditto socialrealistiske elendighed eller modernistiske skildringer fra samme egne, når vi taler om Arto Paasilinna. Han er født i 1942 og har siden 1970'erne skrevet et hav af romaner, hvoraf mange er blevet oversat til alle mulige sprog. En af hans kendteste romaner er 'Harens år' fra 1975, der er filmatiseret. I 1997 udkom den på dansk. Nu genudgives den, og hvis man ikke har fulgt med i de tre andre af hans romaner, der foreligger på dansk, kan man møde den finske humorist her. Livstræt journalist 'Harens år' bæres af en indædt modvilje mod at indpasse sig i et regelret liv. Det er en typisk opbrudsroman med sin skildring af den desillusionerede journalist Vatanen, der en sen aften efter en rutineopgave sammen med fotografen kører en harekilling ned på vejen hjem til Helsingfors. Vatanen insisterer på at stå ud af bilen og se til killingen og løber længere og længere ind i skoven, mens fotografen bander over ham. Med et lommetørklæde og en gren forbinder Vatanen haren, og siddende der i ødemarken forekommer intet vigtigere. Eller alt andet forekommer rystende betydningsløst: hans rædsomme kone, hans journalistgerning, som han engang troede på som et led i retfærdighedens og sandhedens tjeneste ... Vatanen bliver siddende, mens fotografen kører videre. Står man sådan bare af - fra hele tilværelsen, og for at redde en harekilling? Nu bevæger vi os ind i farcen, sammen med den livstrætte journalist og hans nye rejsekammerat på en odysse gennem Finland, helt op til det Lapland, der er Paasilinnas hjemland. Læseren hænger på, hopper rundt som den skadede hare efter Vatanen, der formår at få rystet kone og arbejdsgiver af sig og bliver halet rundt i det ene vanvittige job efter det andet. Mærkværdige begivenheder Jeg skal undlade at komme ind på alle hans mærkværdige foretagender og gøren og laden gennem dette harens år, hvor han vagabonderer Finland igennem sammen med sit elskede dyr og får det langt bedre, end han har haft før i det regelrette livs spændetrøje. Fornøjelsen ved denne roman er konfrontationen med alle de mærkværdige begivenheder, der berettes om i den særligt lakoniske tone, der er både ærkekomisk og ikke mindst finsk. Paasinilla er morsom og original. Et af hans temaer er opbruddet - ikke mindst hans eget, da han meget tidligt i sin karriere blev træt af at være journalist. Hvad gør man, når man har fået nok? At der altid er veje ud af fortvivlelsen, er Paasilinnas budskab i humoristisk servering. Mange humorister er belærende, også Paasilinna, på sin egen underspillede måde. I et interview har han udtalt, at »humoren er en metode, der hjælper forfatteren til at få sit budskab frem, og farcen er et gammelt velprøvet stilgreb. Jeg skriver om døden, tortur, psykisk sygdom, selvmord, arbejdsløshed, oprør. Hvis jeg skrev lige så dystert om disse temaer, som de er, ville ingen djævel orke læse romanerne«. Det sidste har han jo ikke ret i, men når det er sagt, må jeg medgive, at jeg har hoppet fornøjet rundt i harens fodspor og lige så hengivent som den fulgt med på Vatanens odyssé.