København er fuld af singler i alle aldre, snusende rundt og søgende efter kærlighed og nærhed som små hundesnuder. En håndfuld af dem møder man i Jo Hermanns roman 'Under tøjet'. Deres veje krydser hinandens på lidt tilfældig vis. Andre vil måske kalde det skæbne. Men på et tidspunkt mødes de alle i en butik og i en opgang på Vesterbro. Så man kunne jo godt tro, at 'Under tøjet' er en rigtig slagfærdig københavnerroman, især fordi forfatteren efter sigende er fra hovedstaden. Men sådan virker den ikke på denne læser, selv om lokaliteter som et kolonihavehus på Amager og et par fikspunkter på Vesterbro er indarbejdet. Snarere fremstår den lidt jysk og tøvende, måske fordi alle personerne står og vipper mellem det ene og det andet og ikke rigtig tør stikke fødderne i vandet. De vil gerne kærligheden, men der skal nogle ordentlige tilløb til. Undertøj af vingummi Skulle man komme med en sammenligning med hensyn til univers og tone, poetisk og samtidig saftig, må det blive Joanne Harris' 'Chocolat', dog knap så overvældende frodig og fedtmættet. Her handler det ikke om chokolade som løsning på alverdens sjælelige armod, men om undertøj af vingummi, der bringer nogle mennesker sammen i en butik, uden at de dog bliver overdrevent frelste af den grund. Til gengæld kommer der nogle pudsige situationer ud af hverdagen hos denne bogs kreative sjæl, Claudia, designeren af det spiselige undertøj. Jo, Hermann har i det hele taget øje for og sprog til at indfange det melankolsk groteske i sine skiftevis snusfornuftige og desperate personer: socialrådgiveren Georg, der ikke gider mere snak og flere løsninger, men som ikke kan lade være alligevel; Claudia, der vil have en kæreste, men dybest set ikke selv synes, hun er værdig; Tue, den slappe drukmås; Mikael, svensktalende pizzabager; Benedikte, som har været fin frue, og som nu er alternativ behandler; tømmerlærlingen Kenneth og endelig Pia Merete, som man har mistænkt for at have spist sit lakridsundertøj helt alene en lørdag aften, og det var vist ikke lige meningen. En rigtig feel-good roman Situationer oprulles af mere eller mindre komisk og sørgmunter karakter, tankegange følges inde i hovedet på Georg, der så inderligt ønsker, at han kunne opføre sig åndssvagt uden samtidig at være bevidst om det. Det samme gælder for Claudia, der er bundulykkelig, tømmermandsplaget og overfaldet af stærk menstruation, men samtidig er helt og ynkeligt klar over, at hun ikke kan lade være med at se sig selv lidt udefra i al sin ulykke som hovedrollen i en film. Og så oven i hatten en rigtig stor og forunderlig overraskelse midt i bogen, som bringer den et andet sted hen, uden at den dog rokker sig en meter. Forlaget skriver i sin pressemeddelelse, at det er en »vaskeægte feel-good roman«, og det er sandt. Samtidig har den en sødme og tilstrækkelig jordforbindelse til, at man ikke føler sig tvangsfodret med en gigapose vingummier. Man kunne have ønsket, at bogomslaget havde været en hel del mere spændende, end det er. Som det er nu, virker det underligt hvidt og fimset og signalerer ikke det liv, man finder på siderne.