»Han tænkte, han havde brug for et varmt bad og en brændende fantasi for at slå til over for en overskrift som den i dag«. Denne vellykkede og forfriskende sætning forekommer i den irakisk-danske forfatter Duna Ghalis tosprogede bog 'Sene opdagelser, små sejre'. Den beskriver skrivningens frelsende virkning på en mand, der synes berøvet alt. Han er sandsynligvis ligesom forfatteren i eksil. Duna Ghali er født i 1963 i Irak og har siden 1992 levet i Danmark. Eksilet danner klangbund for alle hendes tanker og oplevelser og er emne for skænderier med manden. I det hele taget optager det intime forhold til manden og dets nuancer og forskydninger en del i 'Sene opdagelser, små sejre'. (»Lige så meget jeg savner en mand omkring mig, lige så meget nægter jeg ham at være i mine drømme«). Klaustrofobiske rum Af og til er sammenhængen for indforstået og uformidlet, og denne læser er lidt for længe usikker på, hvem adressaten eller samtalepartneren i den enkelte tekst er: kvinde eller mand, voksen eller barn, dansker eller iraker. Men så kan man læse teksten forfra, og det er i det hele taget en god idé, for den er meget kompakt. Næsten alle de små tekster i 'Sene opdagelser, små sejre' foregår i lukkede rum og har døre og vinduer som mærkbare rekvisitter. Læseren kan få lidt klaustrofobi, og det er måske en pointe, for klaustrofobi kan nok være et livsvilkår for en fremmed i dette land, og desuden er der i de fleste tekster tale om et udpræget kvindeunivers med dertil hørende graviditet, pågående datter og optagethed af soveværelsets dufte og dramaer. Men et par gange får vi dog frisk luft. Her er fortælleren ude at gå tur med en indfødt dansker, og dennes begejstring gør hende forlegen: » - Dette er lugten af vores efterår, siger min kollega kærligt. Vi prøver at fylde vores lunger, i udkanten af byen ved en sø halvt omkranset af en skov af egetræer. Hendes begejstring forvirrer mig. Jeg bliver fraværende ved hendes måde at udtale ordene på. Duften af dansk efterår er - speciel, den må være noget særligt«. Forlegen over teksterne Ligesom Duna Ghali bliver forlegen over vores rørstrømske forhold til årstider og til kollegaens fysiske nærhed og udringede bluse, bliver jeg som dansk læser også en smule forlegen over for hendes tekster. Først og fremmest fordi jeg gerne vil yde dem retfærdighed. Der er tydeligvis tale om et sprogligt og litterært talentfuldt menneske, men genremæssigt er der et problem, som muligvis skyldes omplantningen fra en anden kultur. Jeg ved ikke, om forfatteren er bange for at blive socialrealistisk eller banal, men på mig virker helheden lidt for hermetisk. Jeg kunne godt ønske lidt mere luft og lidt flere mellemregninger. Men jeg ser problemet: Skal man nu ikke have lov at være litterært ambitiøs, fordi ens værk skal læses i en fremmed kultur? Nej, det er nok en af de mange usynlige omkostninger ved eksilet. Men selv vi danskere kan imidlertid sagtens nyde 'Sene opdagelser, små sejre' som små brudstykker og for de mange (efter min mening bedste) steder, hvor den giver genkendeligheden et frisk pust udefra. Om ægteskabet: »Vi har fået mere end nok af hinanden, med overdreven fredsommelighed. De sociale ydelser har løst problemet om, hvem der er forsørgeren. De andre problemer bruser op, falder igen og forsvinder. Vi starter ikke en krig, uden at det er nødvendigt. Det er samdrægtighed, som min mor siger. Rutiner, i så høj grad, at alt omkring os føles naturligt. Vi spiser, vi drikker, vi føder børn for ikke at dø«. Godt sprog Her må jeg nok også tage hatten af for Stig T. Rasmussen og May Tchelebi, der har hjulpet med det danske sprog. De kunne have gjort skade ved omplantningen fra irakisk, men det har de ikke: Der er sprogligt mindre at udsætte på denne halvt irakiske tekst end på mange folkeskoledanskeres produkter.