T.S. Eliots 'Fire kvartetter' hører til det mest uforglemmelige, der er skrevet på engelsk i hele det tyvende århundrede. De fire 'femsatsede' digte, der udkom separat fra 1936 til 1942 med hver sit stednavn som titel, og som først derefter blev samlet til én bog, er et højdepunkt i Eliots forfinede og tankedybe brug af sproget. De er samtidig en slags tilkendegivelse af to rejser, som Eliot foretog sideløbende: den ene er den amerikanskfødte digters tilbagevenden til det England, hans forfædre udvandrede fra - Eliot blev britisk statsborger og talte med så god en Oxford-accent som nogen engelsk Shakespeare-skuespiller - den anden er den søgende sjæls rejse fra krise til kristendom. Kvartetterne var den måske væsentligste årsag til Eliots Nobelpris i 1948, og de er almindeligt anerkendt som stor poesi, selv om de blev læst og udbredt netop i den efterkrigstid, der mente at poesi og religion ikke burde have noget med hinanden at gøre.
Således giver mine ord ekko
Lyt til artiklen
