Jeg ligner meget et færdselsuheld, skriver Karin Dyhr om de hundredvis af ar, hun har givet sig selv ved at skære i arme, ben, mave, bryster. »Men jeg er ikke et færdselsuheld / Jeg er et livsuheld/ Min far var et svin/ Min mor var fej/ De var dejlige kærlige vellidte forældre«. Den er svær at rumme og umulig at lægge fra sig, hendes bog om 17 års sygdom i sjælen på grund af et incestforhold, der begyndte, da hun lå i tremmeseng og først holdt op, da hun kom i puberteten, og faderen blev bange for at gøre hende gravid. Hun var 29 år, da han døde, og hendes første psykose brød ud og sendte hende af sted på den lange, lange vandring fra indlæggelse til indlæggelse, 70 i alt, med 15-20 selvmordsforsøg, fastspænding, medicinering og korte, mislykkede besøg i den normale verden. At hun er kommet ud på den anden side virker som et mirakel. At hun har kunnet skrive en bog om forløbet er næsten lige så mirakuløst, for ganske vist kalder hun den en dokumentarroman og fortæller den i tredje person med en hovedperson, der hedder Ida - men det er blodig erfaring, der lægges frem, i ordets bogstavelige betydning, for Ida skærer i sig selv, når den indre smerte bliver ubærlig. Så tit, at det efterhånden bliver svært at finde nye steder at skære, men det skal gøre ondt, det onde skal ud, blodet skal rense hende for skammen og løgnene.
Lang rejse mod livet
Lyt til artiklen
