0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lang rejse mod livet

Karin Dyhrs dokumentarroman om incest er umulig at lægge fra sig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg ligner meget et færdselsuheld, skriver Karin Dyhr om de hundredvis af ar, hun har givet sig selv ved at skære i arme, ben, mave, bryster. »Men jeg er ikke et færdselsuheld / Jeg er et livsuheld/ Min far var et svin/ Min mor var fej/ De var dejlige kærlige vellidte forældre«.

Den er svær at rumme og umulig at lægge fra sig, hendes bog om 17 års sygdom i sjælen på grund af et incestforhold, der begyndte, da hun lå i tremmeseng og først holdt op, da hun kom i puberteten, og faderen blev bange for at gøre hende gravid.

Hun var 29 år, da han døde, og hendes første psykose brød ud og sendte hende af sted på den lange, lange vandring fra indlæggelse til indlæggelse, 70 i alt, med 15-20 selvmordsforsøg, fastspænding, medicinering og korte, mislykkede besøg i den normale verden.

At hun er kommet ud på den anden side virker som et mirakel. At hun har kunnet skrive en bog om forløbet er næsten lige så mirakuløst, for ganske vist kalder hun den en dokumentarroman og fortæller den i tredje person med en hovedperson, der hedder Ida - men det er blodig erfaring, der lægges frem, i ordets bogstavelige betydning, for Ida skærer i sig selv, når den indre smerte bliver ubærlig. Så tit, at det efterhånden bliver svært at finde nye steder at skære, men det skal gøre ondt, det onde skal ud, blodet skal rense hende for skammen og løgnene.


Det er ikke hospitalerne, der hjælper hende. Hun opgiver simpelthen det psykiatriske behandlingssystem - og hendes historier fra det miljø er intet mindre end forfærdelige - men det er alligevel dér, hun finder de to terapeuter, som har tålmodigheden og viljen til at holde hende fast, fra samtale til samtale, fra uge til uge, år efter år. De to plus et par venner fra ungdommen og den nære veninde Marianne Holmen, som er medforfatter til bogen, udgør den livline, som til slut får Karin Dyhr tilbage i de levendes land.

Bogen hedder 'Glaspigen'. Af skørt glas er hun, og i lommen ligger altid glasskår at skære sig med, eller noget rundt som for eksempel en rulle tape til at fastholde fornemmelsen af at være inde i sin egen cirkel. Og selvfølgelig er det en sygejournal, men skrevet med stort sprogligt overskud - måske lige bortset fra de kapitler, hvor terapisproget tager overhånd.

Digte kan hun også, af og til med en Benny Andersensk opfindsomhed: »Jeg er ikke meget populær/ blandt mig selv for tiden./ Vi gør, hvad vi kan/ for at muntre os op«. Eller: »Min sofa er blevet min base/ herfra min rædsel går«. Og et lykkeglimt hen mod bogens slutning, hvor hun arbejder i sin have: »Jeg lider/ af en årstidsbestemt/ lykke./Jeg har jord i hovedet!«.

Da er der stadig et par indlæggelser tilbage og et ophold i en alt for velmenende plejefamilie, som alligevel ikke kan stå distancen, da det gælder. Barmhjertighed kan være en skrøbelig størrelse.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce