Claus Senderovitz og Lisbet Stevens har lavet bøger for børn sammen i hundrede år og en sommer. Mest billedbøger. Som fantastisk fortæller har Senderovitz måske været lidt klemt af de helt store. Han har ikke Louis Jensens dybde, og han er ikke tosset som Peter Mouritzen. Men han kan sit kram. Og det kan Lisbeth Stevens også. Hun har altid tegnet, som hun gør. 'Den forelskede slikautomat' er en samling fjogede, fjantede og finurlige fortællinger for børn. Det er én af tidens tendenser med disse korte eventyr. Henrik Hohle Hansen skriver nogle af de bedste. Og så slut med sammenligningerne! Senderovitz står fint på egne stylter i sin blanding af magi og realisme. Hans ord er rare. De fortæller om de særeste ting på en helt naturlig måde. Kun sjældent er der fare på færde, til gengæld er der rig anledning til eftertanke. Det er moralske historier - ofte med en morale. Vogt jer for slikautomater! 'Jeg tror ikke på engle' er en rigtig godbid. Den handler om en rationel videnskabskvinde, som ikke bliver klogere. Titelhistorien er guld værd, fordi den så fint kombinerer Georg Gearløs med Andersine. Mekanisk genialitet og kærlighed. Så er der et meget smukt eventyr om 'Den indre snemand', som kan få alle hjerter til at smelte. Og det er vel pointen i disse historier, når de rigtig lykkes! At de er for enhver. At forlaget har ret, når det angiver aldersgruppen som »6 år og op«. Alle bliver en smule klogere, lettere og eftertænksomme. Lisbet Stevens har gennemillustreret eventyrene i sort og hvid. Hendes streg er meget personlig, dunkel og kringlet. Hun tegner tungt, men også med mildhed. Det er svært at forestille sig en tekst af Claus Senderovitz uden tegninger af Lisbet Stevens. Så det er take it or leave it! Ligesom med slikautomater.