0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Renæssancen født på ny

I Sarah Dunants rørende fortælling om en kvindeskæbne bliver 1500-tallets Firenze fuld af muligheder og myldrende uoverskuelighed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Venus' fødsel begynder med hovedpersonens død: En ældre nonne dør i sit kloster, tilsyneladende af en svulst, men svulsten viser sig at være en svineblære fuld af rådne dyreindvolde, som hun i ugevis har båret rundt på under ordensdragten.

Da liget stik mod hendes udtrykkelige ønske bliver gjort i stand, opdager hendes medsøstre en farvestrålende tatoveret slange, der snor sig fra hendes ene skulder, ned over brysterne og begraver sit mandshoved i hendes kønshår.

Forklaringen kommer først i de allersidste sider af en fascinerende historie, der er formet som Alessandra Cecchinis selvbiografi, fra hun som 14-årig i 1492 møder en nordeuropæisk maler, som hendes far, en rig klædehandler, har hentet til Firenze for at udsmykke kapellet i familiens palads.

Den unge maler vækker hendes interesse, både kunstnerisk og erotisk - Alessandra er ikke bare en strålende intellektuel begavelse, hun har også et stort kunstnerisk talent og er desuden ved at modnes seksuelt.

Maleren, der er vokset op i et kloster, er sky og kejtet og forsøger at holde Alessandra på afstand, men hun trænger sig ind på ham og vover sig endda ud i byen ved nattetide for at skygge ham på en af hans hemmelige ekspeditioner, hvorfra han vender tilbage udmattet og lugtende af blod.


Firenzes hersker Lorenzo den Storslåede dør i året 1492, og den rige bystat, der i stolt bevidsthed om sin kulturelle førerposition kalder sig Det Nye Athen, kastes ud i en voldsom politisk uro, der kulminerer, da bodsprædikanten Girolamo Savonarola får magten i byen og går i gang med at forvandle den til Det Nye Jerusalem - en gudsstat, hvor angiveri og tortur er rutinemæssige redskaber i bestræbelserne på at drive djævelen ud af Firenze.

I dette klima af tiltagende massehysteri, intolerance og rædsel, som Sarah Dunant skildrer så levende, at man fornemmer parallellerne til såvel Det Tredje Rige som Khomeinis Iran, bliver den purunge Alessandra gift med en 48-årig kunstsamler og ven af hendes familie. Nærmere bestemt: af hendes bror, som har bragt forbindelsen i stand, og hvis elsker han er.

Ægteskabet er så udpræget et praktisk arrangement, som skal beskytte hendes mand mod Savonarolas 'engle', de skarer af fanatiske unge mænd, der nu fungerer som moralens brutale vogtere, og som hellere end gerne skærer næsen af 'sodomitter' og radbrækker dem for at tvinge dem til at røbe deres medskyldige.

I sit ægteskab er Alessandra lige så afskåret fra at tage del i byens offentlige liv, som hun var det i sine forældres hus, og selv om hendes mand er både klog og venlig og åbenlyst beundrer hendes intelligens og skarpe vid, rummer det ingen muligheder for seksuel tilfredsstillelse. I hvert fald ikke ved mandens hjælp.

Ægteskabet giver hende på den anden side frihed til at dyrke sine kunstneriske interesser og til at søge sine fornøjelser, hvor hun vil, når blot hun er diskret.


Fortællingen om Alessandra er i sig selv både spændende og rørende nok til at bære hele romanen, men mindst lige så interessant er den brillante måde, hvorpå Sarah Dunant udnytter sin tydeligvis enorme viden om kunst, kultur, politik og religion i renæssancens Firenze. Byen myldrer af liv omkring Alessandra, og gennem hende oplever vi det, der i dag er lærebogsstof, som nyt og fuldt af uoverskuelige, foruroligende muligheder.

Dunant skildrer meget troværdigt Alessandras og de øvrige personers selvforståelse og hele verdensbillede, men først og fremmest må man beundre hendes behandling af den kunst, som er hovedpersonens store interesse. Motiver, symboler, materialer og teknikker beskrives minutiøst og informativt, men samtidig med en naturlighed, der gør det til en selvfølgelig og nødvendig del af handlingen og ikke, som det ellers ofte sker i historiske romaner, til en påklistret demonstration af forfatterens kundskaber.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu