I oktober 1943 sad to australske digtere, James McAuley og Harold Stewart, og kedede sig i Sydney. Så fandt de på en joke, der skulle føre tidens førende tidsskrift Angry Penguins' arrogante redaktør, Max Harris, bag lyset - og gøre ham til grin ude i offentligheden. Under pseudonymet Ern Malley sendte de redaktøren nogle digte, som de komponerede af lige dele højtravende patos og fragmenterede sætninger fra en artikel om myggens yngleplads. Redaktøren faldt for Malleys »modernistiske originalitet«, og han udgav prompte digtene. Det skulle han aldrig have gjort. Ikke alene blev han til grin i litterære kredse fra Sydney til New York efter den offentlige afsløring af svindelnummeret, men dertil blev staklen slæbt for retten, hvor han blev anklaget for anstændighedskrænkelse, fordi digtene indholdt ord som 'strunk'. Ude af stand til at forsvare en digter, der ikke eksisterede, blev Harris kendt skyldig og mistede alt - sit tidsskrift og sit litterære omdømme - og hvad værre var: Han havde kun sig selv og sin æstetiske dømmekraft at takke for det. Dén holdt han til gengæld fast i, og mange år senere skrev han: »Jeg tror stadig på Ern Malley ... jeg kan stadig forestille mig ham stå lyslevende foran mig«.
Et litterært monster
Lyt til artiklen
