Det er hårdt arbejde at lytte sig frem gennem den massive akkord, Asger Schnack slår an i 'Treklang': Der er mere end fem hundrede store sider med brede strofer, og digtene kommer i én lang køre uden blanke sider eller afsnitsinddelinger undervejs. Den vekslende strofelængde og et blik på indholdsfortegnelsen afslører imidlertid, at der er system i sagerne: Tallene fem, ni, fjorten og niogtyve og deres potenser er lagt til grund for kompositionen. En treklang består som bekendt af grundtone, terts og kvint, og 'Treklang' er en samlet genudgivelse af et firseropus, som består af værkerne 'Kvint', 'Aster 1-3' (akkordens terts) og 'Klang' (grundtonen), efterfulgt af 'Stilheden'. Systematikken leder tanken hen på Klaus Høecks omfattende digtværker, men 'Treklang' har ikke samme matematisk detaljerede strenghed som Høecks bøger; og tematisk set er det - sikkert med velberåd hu - temmelig usystematisk: Digtene i 'Treklang' ævler i øst og vest og nordnordøst og syd. Hvad som helst udfylder de afmålte linjer: eksistentielle kvababbelser, metafysiske indfald, erotiske fantasier, metapoetiske overvejelser og først og fremmest alskens hverdagslige tildragelser, alt sammen hulter til bulter. 'Treklang' er således en slingrende, støjblandet akkord, der efter alt at dømme vil have intet mindre end det hele med.
Poetisk akkordarbejde
Lyt til artiklen
