»Though this be madness, yet there's method in it«, siger Hamlet jo et sted, og det kunne passende gælde som afsæt for en beskrivelse af Klaus Riskær Pedersens faders, Knud Pedersens, let excentriske og selvbevidst pudseløjerlige opus 'Miniardæren'. Knud Pedersen er, ud over at være det fædrene ophav til medie-Riskær, måske bedst kendt for tre ting: bogen 'Churchill-klubben' (1945), der beretter om en gruppe drengesabotørers handlinger under krigen, sit engagement i 1960'ernes Fluxusbevægelse og endelig som primus motor for det fantastiske Kunstbibliotek nede ved Nikolaj Plads. På bagsiden af sit værk har denne idérige mand og konceptmager straks defineret, hvad en 'miniardær' er, nemlig: »en person - i dette tilfælde en mand, far og bedstefar - der har en stor mængde, der alt sammen er karakteriseret ved at være uden økonomisk værdi, og som ikke kan bruges til noget som helst, bortset fra denne bog«. Denne afvæbnende og finurlige salut suppleres af det, der må betegnes som et af verdens korteste forord. Det siger i sin helhed: »Jeg beklager det begrænsede udbytte for uindviede læsere« (bogens dedikation tilføjer: »Nærmest til familie og venner«.).
Historier om en miniardær
Lyt til artiklen
