0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

København, mærkværdigvis

Elleve sære noveller om hovedstaden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Titlen er slet og ret 'København'. En bybog. Katrine Marie Guldagers elleve små noveller dækker nogenlunde samme areal som Kraks Kort over hovedstaden. Det myldrer med sted- og vejnavne, Vesterfælledvej, H.C. Ørstedsvej, Storkespringvandet - og ude i periferien Utterslev Mose, Brønshøj, forstæderne. Sådan ligger landet. Byen. Med Jylland i det fjerne og sne oppe i Norge.

Novellerne handler om byens mennesker, ikke så meget én og én, mere i mønstre og roller, strukturer og tilfældigheder. En sølle dreng sidder på stentrappen ned til Nørreport Station, det gør han i novellen 'Nørrebro', og det gør han også i dén med titlen 'Stengade'. Lidt ligesom i Vinterberg/Rukows film 'It's All About Love', hvor der med mellemrum er det her sære lig, som folk vader henover. Og nu, vi er ved film: klippeteknikken hos Guldager har noget 'Short Cuts' eller 'Magnolia' over sig. Realisme på en urealistisk måde. Litteratur på en filmisk facon.

Skønt ærindet egentlig ikke virker litterært. Snarere sociologisk, filosofisk, moralsk måske. Hør bare alle bagsidetekstens spørgsmål: »Er det sådan, København er nu? Hvordan lever vi? Er vi fælles om noget? Eller bliver vi slynget længere og længere væk fra det, der kunne være en fælles midte? Og befinder vi os et - lykkeligt? - sted mellem den moderne verdens løse fællesskaber og de gamle, forpligtende sammenhænge?«.


Én sætning, to spørgsmålstegn, høj dosis. Men måske (?) ikke helt ved siden af, for som læser af novellerne mærker man sig nok så meget udfordret til tanker som til oplevelse. Hvad enten den konkrete novelle nu handler om et mord på Frederiksberg Allé, en forelskelse i Tivoli, en utroskab på et skrivebord eller en skilsmissehistorie ved Nørrebros Runddel, så er det lige så meget kameraføringen, fortællevinklen og alle de moderne spørgsmål til det moderne, man stimuleres af.

Figurerne vandrer ind og ud af de skiftende noveller, snart i forgrund, snart i baggrund, men egentlig altid underlig bipersonagtigt, for hovedpersonen er København. Der er ikke skruet højt op for temperaturen, og humor er lidt en mangelvare. Så vi er altså ikke på højde med Viborg og Peer Hultbergs bysbørn og -bøger.

Men sproget er ikke det rene kjøwenhavneri. Katrine Marie Guldager skriver om København, men sørger for at selve syntaksen har noget jysk ved sig: »Mens han skrællede appelsinen, kom han til at tænke på Heinz, hans lillebror ...«. Eller: »Så mærkede hun sin rotte kravle ud på hendes ene skulder ...«. Og når en af bogens allerførste sætninger lyder sådan her: »Kvinden, der passerede ham på trappen, slyngede et rødt uldtørklæde omkring sig, og idet hun passerede drengen, sendte hun ham et foragteligt blik«. - ja, så er man da straks adviseret om, at bogen ikke er tænkt som nydelsesmiddel.

De er intellektuelt udfordrende, disse elleve noveller. De er særlige.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce