0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et geni er ankommet

Den schweiziske forfatter Robert Walser får nu en ny chance på dansk i en fremragende oversættelse af René Jean Jensen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er god, ja tvingende grund til at støde så hårdt i trompeten, for det er uhyre sjældent, at et næsten ukendt fuldblods geni kommer til Danmark (den bedagede og suspekte 'geni'-term er her på sin plads), og så oven i købet i det, der efter alt at dømme er en fremragende oversættelse.

Digteren René Jean Jensen har med en glitrende kraftpræstation sørget for, at schweiziske Robert Walser (1878-1956) nu får endnu en chance for, også i vores øjne herhjemme, at klatre op på toppen af modernismens piedestal, hvor han skal skubbe lidt til Kafka, Proust, Joyce og Musil - hvis de da ikke straks, i godvillig beundring, gør plads for ham.

Kafka mente i hvert fald, at Walser var hyperinteressant, og når man læser Walser, kan man se, hvor voldsomt han har påvirket den skikkelse, man med en næsten ukorrekt flabethed kunne kalde for hans lærling, nemlig Kafka.


Walser har været her før, f.eks. kom hans fine lille 'Spadsereturen' hos Hasselbalch, og den bundløst gode 'Jakob von Gunten' hos Centrum; men det er en mindre sensation, der nu endelig forplanter sig på dansk grund, i og med at Walsers 'mikrogrammer' ankommer.

'En verden for sig - udvalgte mikrogrammer' er oprindelig hentet fra en skotøjsæske, Walser i 1937 gav til sin søster, og det er denne æske, hvorfra de to tyske filologer Morlang og Echte efter et sandt germansk orgie i grundighed, der strakte sig over 16 år, i år 2000 på tysk kunne publicere det sidste af seks digre bind, 'Optegnelser fra blyantområdet'.

Fra 1898 til 1933 fyldte Walser en rodet underskov af kvitteringer, papirlapper og postkort med en næsten ulæselig skrift: Endeløse, myldrende rækker af bittesmå blyantstegn på 1-2 millimeter kravlede blindt af sted og af sted, til dels mens Walser tilbragte sin tid på anstalter for sindslidende.

Men der er intet svækket, forskruet eller debilt over disse mikrogrammer; tværtimod lyser en ustyrligt strålende, mental sundhed ud af dem alle. Ikke desto mindre opstod de ved, at Walser oplevede et sammenbrud af sin hånd, en ubalance mellem den fjerpen, han hidtil havde skrevet med, og den skrivende bevidsthed; og Walser håndterede dette sammenbrud ved at skifte til blyantsskriftens tålsomme langsomhed.


Mikrogrammerne fungerede da som skitser til senere renskrevne manuskripter. Men en meget stor del forblev i det bizart lille format, og det er iblandt denne del, René Jean Jensen nu har plukket et udvalg.

Hvad er deres kendetegn, hvad gør Walser, og hvordan gør han det? Walser er mange steder lidt preciøs og snørklet, elegant og legende på grænsen til det omstændelige. Han er gennemlyst af en hårdkogt og finurlig munterhed, der som en anden Flaubert vrider og drejer de almindeligheder, vi ytrer, og de konforme forestillinger, vi gør os. Han er en aforismemager af Guds nåde og udformer mange små ræsonnementer, der er både overraskende og tankevækkende.

Han fikserer situationer af akavethed og kejtethed, af usikkerhed og ubalance, og så tilfører han dem et spark, og forlader hastigt tableauet.

Han opererer med en del pudsige sammentrækninger, f.eks. sådan her: »Jeg omkommer så at sige af aldrig-at-kunne-omkomme«. Skal man spidsformulere et fællestræk ved alle disse lokale strategier, kunne det være, at Walser er finurlighedens og kejtethedens virtuos; det ville blot kræve, at vi nærmere gjorde rede for, hvori al denne mageløse vendingskunst nærmere bestod - og det er der ikke plads til, så jeg må lade Walser tage ordet og slutte af med en af hans mange, i alle henseender små refleksioner:

»Den måde menneskene bilder sig ind at være fornuftige på rummer betænkeligt megen komik. Dem, der ofte fandt mig underlig, forekom mig at være lige så underlige. Der er brug for stor tilbageholdenhed, for det ville måske give menneskene et godt skudsmål, hvis de ikke på en temmelig enfoldig maner havde behov for at le ad det latterlige og blive bedrøvet over det bedrøvelige. I denne henseende er jeg gud være lovet lige så menneskelig, jeg mener svagelig, som alle andre«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce